En onsdag i februar 2025: Aktive Seniorer 60+ er et tilløbsstykke i ROFI
Aktive Seniorer 60+ er
et tilløbsstykke i ROFI
Man kalder det et tilløbsstykke, hvis der er rigtig mange deltagere i et arrangement eller en aktivitet. Så det er helt på sin plads at kalde Aktive Seniorer 60+ hver onsdag formiddag i ROFI-Centret for et tilløbsstykke.
- Vi er i gang med en helt forrygende sæson. Vi har ca. 125 medlemmer. Hver onsdag er vi omkring 75 deltagere i ROFI-Centret. I forhold til forrige sæson har vi i denne sæson fået 25 nye medlemmer, siger en af tovholderne på Aktive Seniorer, Jørn Møller Sørensen.
Samme koncept hver onsdag
Konceptet for Aktive Seniorer er det samme hver onsdag. Der startes kl. 9.30 med fælles opvarmning. Kl. 10.00-10.30 er der kaffe og brød. Fra kl. 10.30 til kl. 12.00 kan deltagerne vælge mellem ”frie aktiviteter” og/eller ”aktiviteter med instruktør”. De frie aktiviteter er f.eks. fitnesstræning, bowls, badminton, bordtennis, billard, dart – og masser af socialt samvær. Aktiviteterne med instruktør er gymnastik, bike, cirkeltræning, yoga og skydning.
- Vi tager den store tilslutning til Aktive Seniorer som et udtryk for, at flere og flere, der kommer lidt op i alderen, gerne vil holde sig fysisk aktive og lægger vægt på at komme ud og møde andre i forskellige sammenhænge. Når vi i år er så mange flere end tidligere, så tror jeg det skyldes, at vi er blevet bedre til at kommunikere vores tilbud ud til en bredere kreds af borgere. Det har effekt. Og helt generelt spiller det helt sikkert en stor rolle for opbakningen, at der er i løbet af hver onsdag formiddag er et bredt udbud af aktiviteter for enhver smag, og at vi også lægger vægt på, at der skal være plads til det brede sociale samvær, understreger Jørn Møller Sørensen.
Det er stadig sådan, at der blandt de mange deltagere i Aktive Senior 60+ er flest kvinder, men ifølge Jørn Møller Sørensen er mændene ved ”at komme mere op på mærkerne”.
- Rundt regnet vil jeg tro, at forholdet mellem kvindelige og mandlige deltagere nu er 60:40 i kvindernes favør. Men flere mænd er kommet til i år, og blandt deltagerne er der ganske mange ægtepar, siger han.
Flere hjælpere efterspørges
En udfordring for Aktive Seniorer på sigt er, at det for øjeblikket er forholdsvis få frivillige, der er tovholdere på og ansvarshavende for de forskellige aktiviteter.
- Vi er, hvad det angår, lidt sårbare, hvis der af forskellige grunde et afbud fra folk i den faste stab af hjælpere. Så vi vil til næste sæson gerne have flere frivillige til at tage en tørn, og vi hører gerne fra folk, der kunne tænke sig at give en hånd med, understreger Jørn Møller Sørensen.
Indeværende sæson af Aktive Seniorer slutter onsdag den 2. april, og næste sæson starter hen i september.
ROFIs udsendte fulgte de mange deltagere og aktiviteter i Aktive Seniorer onsdag den 19. februar. Her er, hvad der kom ud af det i tekst og billeder:
 |
|
Tovholdere. Jørn Østerby (tv) og Jørn Møller Sørensen er to af tovholderne på afviklingen af Aktive Seniorer hver onsdag formiddag. Her er de klar til at tage imod de mange brugere af tilbuddet. Det koster 40 kr. pr. gang at deltage eller 350 kr. for et 10-turs kort. For kaffe og brød betaler hver deltager 15 kr. |
Instruktører. Birthe Noe og Asta Lærke skiftes til at lede opvarmningen i dagens program. Her er det Asta Lærke, der er instruktør i opvarmningen, der den dag foregik i Green Sports Arena. Fem af aktiviteterne i løbet af formiddagen er derudover med instruktører – gymnastik (Inger Carlsen), bike (Jørn Møller Sørensen, cirkeltræning (Ulla Birkmose), yoga (Ulla Birkmose) og skydning (Jan Thorsted). |
|
 |
 |
|
Opvarmning. En halv times opvarmning er et fast punkt på dagens program. Her er det i forgrunden Vera Bonde, der varmer op. |
Så er der kaffe. En halv time med kaffe og brød er en absolut vigtig del af formiddagen. Det er også her, at det sociale fællesskab og de gode snakke om dette og hint er i fokus. |
|
 |
 |
|
Når vinteren rinder….Under kaffen synges der altid en sang fra Seniorernes Sangbog. Denne onsdag i februar var det passende nr. 29 ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”, der blev sunget. |
Hanne til gymnastik. For Hanne Jensen, der bor i Mejlbo ikke langt fra ROFI-Centret, er Aktive Seniorer og ikke mindst tilbuddet om gymnastik, et af ugens højdepunkter. – Jeg tager glad afsted hjemmefra og kommer glad hjem hver gang. Og så har vi jo et godt socialt samvær i løbet af formiddagen, understreger Hanne. |
|
 |
 |
|
Mænd til bowls. Bowls er kort fortalt et spil med en asymmetrisk kugle, hvor det drejer sig om at komme nærmest en hvid kugle. Spillet foregår indendørs på et grønt filtunderlag. Svend Bach (tv), Henning Gade Holm (i midten) og Poul Agergaard er faste brugere af dette spil, når der er Aktive Seniorer. |
Leif på bike. 68-årige Leif Lundsgaard, der bor i Heager, gik på pension fra sit arbejde i firmaet Carl Ras i Holstebro sidste år. Så nu har han bl.a. tid til at være med i Aktive Seniorer hver onsdag formiddag, hvor han bl.a. deltager i aktiviteten bike (spinning). – Det er en rigtig god måde at komme i gang med jævnlig motion på, siger Leif Lundsgaard, der bl.a. også er aktiv i folkedans i No og moderne dans i Herborg sammen med hustru Susanne. |
|
 |
 |
|
De tager kegler. Keglebillard er en af de mange aktiviteter, der kan dyrkes i Aktive Seniorer. Det foregår i kælderen under ROFI-Centrets vandrerhjem. Leif Lauridsen (tv) og Jørgen Rust Nielsen bruger gerne denne aktivitet. Her ses de, før de går i gang med spillet. |
Elise cirkeltræner. Om sommeren har Elise Poulsen bl.a. golf som foretrukken motionsaktivitet. I vinterhalvåret er hun med i Aktive Seniorer, hvor hun har cirkeltræning i ROFIs fitnesscenter og skydning i kælderen under ROFI-Centret som foretrukne aktiviteter. – Det er et rart sted at komme her, både for motionens og det sociale samværs skyld, understreger Elise. |
|
 |
 |
|
Gymnastik er populært. En times gymnastik med Inger Carlsen som instruktør er den aktivitet, der i løbet af formiddagen samler flest deltagere, hvilket tydeligt ses på dette billede. Pigerne er i overtal i denne disciplin, men der er også mænd med. |
Aktive Jonna. 78-årige Jonna Sørensen, der bor på Finlandsgade i Ringkøbing, har lige fået 40-års tegnet i Hjemmeværnet. I den sammenhæng er det nok også naturligt, at hun har skydning som fast aktivitet, når hun er til Aktive Seniorer, men hun dyrker også bike (spinning) i løbet af formiddagen. Her lægger Jonna an til skydning i skydekælderen. |
|
 |
 |
|
Ægtepar holder sig i gang. Vibeke og Erik Birkmose har tidligere drevet landbrug ved Videbæk, men bor nu i Søndervig. Gennem årene har de altid været særdeles aktive på forskellige fronter, f.eks. med løb, dans og gymnastik. Sammen har de løbet flere maratondistancer, bl.a. i Athen, og den seneste var i 2018 i Thy Nationalpark. Nu er de faste deltagere i Aktive Seniorer. – Det er med til at holde os i gang. Det er rigtig godt, både motionen og samværet med andre, understreger de. Blandt deltagerne hver onsdag er der en hel del ægtepar. |
Børge og Ejgil til badminton. Børge Kamp Jensen og Ejgil Flindt tog sig et spil badminton, da de var til Aktive Seniorer onsdag den 19. februar. De to spiller også bordtennis sammen hver mandag formiddag i Vesterhavshallen, hvor der som regel er samlet ca. 35 deltagere. |
|
 |