Besøg i skydekælderen: Mange flere går nu til skydning i ROFI-Centret


ROFI Skydning oplever stor tilgang af medlemmer i seniorskydning

Lige siden ROFI blev startet i 1967, har skydning været en fast del af foreningens og ROFI-Centrets udbud af aktiviteter. Gennem de snart 60 år er det gået op og ned med medlemstallet, både inden for seniorskydning og børne- og juniorskydning. Efter nogle år med lidt vigende medlemstal er det nu igen blevet populært at gå til skydning i ROFI-Centrets skydekælder. I indeværende sæson har ROFI Skydning ca. 45 seniormedlemmer og ca. 15 medlemmer inden for børne- og juniorskydning.

- Især inden for seniorskydning har vi haft nogle år med sløje medlemstal. I indeværende sæson har vi oplevet en voldsom stigning i antallet af seniorer, der skyder fast i ROFI-Centret. Jeg har egentlig ikke en entydig forklaring på, hvorfor medlemstallet nu er eksploderet. For et par år siden havde vi en stor vandskade i skydekælderen, som krævede en stor renovering af vores lokaler og efterfølgende skabte langt bedre forhold for skytterne. Det kan være en af forklaringerne på det stærkt stigende medlemstal, siger formanden for ROFIs skydeudvalg, Jan Thorsted.

Tidligere havde børne- og juniorskytter og seniorskytter hver deres træningsaften i skydekælderen. Nu skyder de alle samme tirsdag aften – børne- og juniorskytter fra kl. 18 til kl. 20 og seniorskytter fra kl. 19 til kl. 21.30. Dette ”overlap” mellem børn, unge og voksne på en træningsaften er alle medlemmer tilsyneladende også glade for.

Blandt seniormedlemmerne er det halvt om halvt, om man skyder på pistol eller med riffel. I princippet må børn og unge begynde at skyde med pistol fra 13-års alderen, men ROFI Skydning har sat aldersgrænsen for dette våben til 18 år.

- Det ville af sikkerhedsmæssige grunde kræve en del mere mandskab i vores udvalg, hvis vi skulle tillade pistol helt fra 13-års alderen. Det har vi ikke frivillige nok til, og sikkerheden for vores medlemmer er hele vejen igennem vores første prioritet, siger Jan Thorsted.

Matti og far Lasse

Da ROFIs udsendte var på besøg i skydekælderen tirsdag aften den 18. februar mødte vi bl.a. 11-årige Matti Høegsberg, der bor på Tjørnevej i Ringkøbing og går i skole på Ringkøbing Skoles afdeling Alkjær. Han er i gang med sin første sæson som skytte i ROFI.

- Jeg synes, det er sjovt at skyde. Der er jo også lidt konkurrence i det. Man vil jo gerne prøve at gøre det bedre og bedre hver træningsaften. Jeg har også været med til stævner i Hvide Sande, Højmark og Skjern, hvor vi møder skytter fra andre foreninger. Skydning er godt om vinteren. Om sommeren dyrker jeg windsurfing, fortæller Matti.

Denne træningsaften har Matti taget sin far, Lasse, der er selvstændig tømrermester, med til skydetræningen. Her er Lasses forklaring på, hvorfor han synes, det er godt, at Matti har valgt at gå til skydning:

- Det er jo godt for ham at komme væk fra I-padden en gang imellem og møde andre i et socialt samvær. Det er sådan set ligegyldigt, hvad de unge går til af aktiviteter, bare de trives med det. Og i skydning lærer man at koncentrere sig og fokusere på, hvad der er vigtigt, når man skal ramme skiven, siger Lasse, der er selv engang har gået til børneskydning i ROFI.

Ægteparret Jepsen

Denne træningsaften mødte vi også ægteparret Pia og Torben Jepsen. De bor i Dejbjerg og har i mange år begge arbejdet på Vestas – han i 33 år og hun i sammenlagt godt 25 år. Her er deres forklaring på, hvorfor de går til skydning i ROFI:

- Forår og sommer kører vi på motorcykel – hver på sin – hver tirsdag aften i klubben Fjord-MC Ringkøbing. For at have en fast aktivitet sammen i vinterhalvåret er vi begyndt at gå til skydning i ROFI. Det har vi det rigtig godt med og får i øvrigt via Vestas’ personaleforening lidt tilskud til at betale medlemskontingentet. For os er det især på grund af det sociale fællesskab og mødet med andre mennesker, at vi går til skydning. Det er det samme, vi oplever, når vi kører på motorcykel i klubben. Og i skydning er der jo så også konkurrencen med sig selv hver træningsaften om at forsøge at ramme de bedste steder på skiven, understreger Pia og Torben Jepsen, der begge skyder på både pistol og riffel.

På spørgsmålet om, hvem der så klarer sig bedst i ægteparrets interne konkurrence og dermed ”håneretten” derhjemme efter endt skydning, indrømmer Torben efter lidt betænkningstid:

- Hun er nok lidt bedre end mig – nogle gange!

Også efter ”arbejdstid”

Det er ikke kun til den ugentlige træningsaften og til stævner, at ROFIs skydeudvalg stiller sig til rådighed i skydekælderen under ROFI-Centret.

- I løbet af året får vi efterhånden flere og flere henvendelser fra mange forskellige foreninger, grupper og andre, der gerne vil prøve at skyde hos os. Det siger vi så vidt muligt ja til. Alle fem i vores skydeudvalg er pensionister, så vi har som regel mulighed for at stille os til rådighed, uanset tidspunkt i løbet af dagen, aftenen og i weekends, siger formand Jan Thorsted.

Det er måske også en væsentlig grund til, at det er blevet så populært at blive fast medlem i ROFI Skydning!

 

  Matti Høgsberg havde sin far, Lasse, med til denne aftens skydning i ROFI-Centret. 
ROFI har investeret i en maskine, der digitalt aflæser, hvor skytterne har ramt på skiverne. Den er den stor lettelse for skydeudvalget.  
  Matti Høegsberg skød 185 points af 200 mulige denne aften. Det er ret godt.
Ægteparret Pia og Torben Jepsen skyder begge med både riffel og pistol i ROFI-Centrets skydekælder. Her er de klar til aftenens skydning.  
  Fem medlemmer i ROFIs skydeudvalg står for den praktiske afvikling af skydningerne og for, at sikkerheden hele tiden er i top. På billedet ses fra venstre Svend Bang, Jens Kristian Holm og udvalgets formand, Jan Thorsted. De to øvrige medlemmer i udvalget er Svend Erik Andersen og Bent Kiilerich. 
32-årige Ole Astrup Madsen er en af de trofaste medlemmer i ROFI Skydning. Han har været med, lige siden han begyndte at gå til børneskydning.  
  Både på pistol og på riffel affyrer medlemmerne hver træningsaften 25 skud i hver serie.