Stilhed og tanker bag de lukkede facader


Stilhed og tanker bag
de lukkede facader

Til daglig går lederen af ROFI-Centret, Per Lange Andersen, og centrets ansatte ikke og funderer helt vildt over, hvor mange mennesker der har deres daglige og ugentlige gang til aktiviteter og arrangementer i center og svømmehal. For sådan er dagligdagen jo, at der normalt er stor aktivitet fra tidlig morgen til sen aften i to af Ringkøbings største samlingssteder - ROFI-Centret og Ringkøbing Svømmehal.

Sådan er det absolut ikke for øjeblikket, hvor centret og svømmehallen er lukket for alle aktiviteter for at forhindre spredningen af corona-virus. Og i en sådan situation med absolut tomhed i alle lokaler, bassiner og afkroge bliver det i den grad sat i perspektiv, hvor stor betydning center og svømmehal spiller for lokalbefolkningens muligheder for motion og samvær, når der ikke er en lammende virus i landet.

Normalt er der på ugebasis tale om adskillige tusinde mennesker, der på den ene eller den anden måde er brugere af center og svømmehal. Men nu: Ingen fitness. Ingen svømning. Ingen træning. Ingen skoleidræt. Ingen møder. Ingen arrangementer. Osv.…

Hensyn til personalet

Per Lange Andersen er den eneste, der i disse tider har sin daglige gang i ROFI-Centret og i Ringkøbing Svømmehal. De i alt 14 fastansatte de to steder er sendt hjem med fuld løn via aftalen mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen om lønkompensation.

- Jeg har det godt med, at vi har haft mulighed for at sende vores faste personale hjem med fuld løn. Vi har et fantastisk personale, der i travle tider og spidsbelastninger altid er parate til at tage en ekstra tørn til gavn for ROFI og for brugerne. Og vi vil gerne kunne fastholde den nære tilknytning til vores medarbejdere til den dag, hvor vi igen får brug for deres kompetencer i en travl hverdag, når vi er på den anden side af corona-virussens mange konsekvenser, siger Per Lange Andersen.

Lukningen gør rigtig ondt

Til gengæld har han det naturligvis ikke godt med de konsekvenser, som lukningen af alle aktiviteter i ROFI-Centret og Ringkøbing Svømmehal har for drift og økonomi i den samlede virksomhed på kort og på det længere sigt.

- Der er ingen grund til at lægge skjul på, at lukningen af alle aktiviteter i ROFI-Centret og Ringkøbing Svømmehal i en periode - hvor lang den så end bliver - kommer til at gøre rigtig ondt på vores økonomi. Det siger sig selv, når vi mister indtægter i alle former for brug af vores faciliteter. Sådan er det her, og sådan er det i vores branche og alle mulige andre brancher i hele landet. Men først og fremmest drejer det sig om, at vi alle er med til at tage et fælles ansvar for at sikre vores sundhed. Og jeg har det godt med, at vi straks fra starten fulgte myndighedernes anbefalinger og lukkede center og svømmehal for at yde vores bidrag til at mindske udbredelsen af smitten med corona virus og tage vare om vores brugeres sundhedsmæssige sikkerhed, siger Per Lange Andersen.

En dag efter denne..

Han har fortsat så godt og vel fuld arbejdsdag i ROFI-Centret og Ringkøbing Svømmehal med opsyn, overvågning af faciliteterne m.m., og besvarelse af mails og telefonopkald om bl.a. fremtidige aktiviteter og arrangementer. Og der bruges også tid på tanker om, hvad fremtiden vil bringe, for ”der kommer jo en dag efter denne”.

- Vi er lige nu i en vanskelig situation, men jeg føler, at vi er godt gearet til at komme godt i gang på den anden side af krisen. Da får vi virkelig brug for opbakning af brugere, medlemmer, samarbejdspartnere og frivillige i alle led. Det bliver et hårdt, langt og sejt træk, men vi klarer det ved fælles hjælp. Det er jeg helt overbevist om, understreger Per Lange Andersen.

 

  ROFI-Centret og Ringkøbing Svømmehal er lukket for alle aktiviteter.. 
Per Lange Andersen: - Det bliver et langt, sejt træk, men vi klarer det ved fælles hjælp.