ROFI i gang med ny strategi for udvikling


ROFI i gang med ny
strategi for udvikling

ROFI er en af de største foreninger inden for Dansk Firmaidræt. Sidste år vedtog man inden for firmaidrætten på landsplan ”Dansk Firmaidræts Strategi 2027”. Og nu har bestyrelsen i ROFI sat gang i arbejdet med en lokal ROFI-version af den nye strategi.

- Det er et spændende projekt, som skal være med til at udvikle os videre fremad, understregede ROFIs næstformand, Thomas S. Andersen, i bestyrelsens beretning på foreningens generalforsamling den 27. marts.

Nye udviklingsprojekter

I beretningen nævnte Thomas S. Andersen også et par andre eksempler på initiativer i Dansk Firmaidræt, som kan få afsmittende betydning lokalt i ROFIs arbejde for at fremme firmaidrætten.

- Et spændende projekt er f.eks. ”Skolemedlemsskabet”. Formålet er at give firmaidrætten en tættere tilknytning til særligt erhvervsskolerne. Der kommer også snart et helt nyt ”Firmamedlemsskab”. Det skal hjælpe foreningerne, herunder ROFI, med at komme nærmere vores rødder – de lokale arbejdspladser. Og så er der ”Ungeudvalget” i Dansk Firmaidræt, som er kommet rigtig godt i gang med arbejdet for at rekruttere flere unge til firmaidrætten, både deltagere og frivillige, oplyste Thomas S. Andersen.

Ud over at være næstformand i ROFIs bestyrelse er han også med i bestyrelsen for Dansk Firmaidræt.

Også stemme i Foreningssamvirke

I sin beretning på generalforsamlingen kunne Thomas S. Andersen i øvrigt også oplyse, at Sidse Bohmann Vanting er valgt ind i Foreningssamvirke i Ringkøbing-Skjern Kommune, så ROFI også har en stemme i det regi. Sidse er frivillig i ROFI Fitness og med i styregruppen omkring ROFI Walkathon.

 

  Bo Ravn Bertelsen (tv) er udviklingskonsulent i Dansk Firmaidræt, og han deltog i ROFIs generalforsamling. Her ses han sammen med tidligere mangeårig formand i både ROFI og Dansk Firmaidræt, Tage Carlsen.