ROFI Fitness åbner igen


Fra onsdag morgen den 10. juni kan der igen trænes i ROFIs fitnesscenter, men med nye retningslinjer

Fra kl. 05.45 onsdag den 10. juni kan der igen dyrkes fitness i ROFI-Centret. Efter tre måneders lukning på grund af coronaen åbner fitnesscentret igen, men for brugerne naturligvis med de nye retningslinjer, som myndighederne har udstukket for at undgå smittespredning.

- Vi er meget glade for, at vi igen kan byde velkommen til vores mange brugere. På mange måder kan de dyrke fitness, som de gjorde før coronaen, men på en række områder skal de og vi vænne os til en række forholdsregler af hensyn til vores allesammens helbred og sundhed. Det er helt afgørende, at vi hjælper hinanden med at overholde de retningslinjer for bl.a. afstand og hygiejne, som vi har fået af myndighederne, understreger leder af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose.

Retningslinjer for fitness

Hun fremhæver her nogle af de vigtigste retningslinjer for at dyrke individuel fitness i ROFI-Centret:

- Der er de samme antal maskiner i fitnesscentret som før lukningen, men der skal være 2 meters afstand mellem hver deltager under træningen. Hvis ikke man kan holde den afstand til den maskine, man gerne vil benytte, så må man gå videre og finde en anden maskine, hvor afstandskravene kan overholdes.

- Flere forskellige steder i fitnesscentret er der opstillet flasker med håndsprit. Når folk møder ind til træningen, får hver deltager udleveret en sprayflaske. Den enkelte bruger skal tørre hver maskine/hvert redskab grundigt af, inden man går videre i træningen.

- Nogle af de meget svedabsorberende materialer, f.eks. træningsmåtter og elastikker, er fjernet. Hvis man ønsker at bruge disse materialer, skal man selv medbringe dem.

- Vi opfordrer kraftigt folk til at klæde om hjemmefra og gå i bad derhjemme efter endt træning. Når vi skal overholde afstandskravene, er der kun plads til 10 personer af gangen i vores omklædningsrum for herrer og 12 i omklædningsrummene for kvinder. Hvis der opholder sig flere end disse antal i omklædningsrummene, kan alle – og ROFI – få en bøde på hver 2.500 kr.

Vi er hele tiden parate med råd og vejledning til brugerne, men vi ønsker naturligvis ikke at være ”politibetjente”. Vi har fuld tillid til, at brugerne vil vise selvdisciplin. Vi yder service og forventer, at folk følger retningslinjerne, understreger Ulla Birkmose.

Bike på hold starter også

Det første hold for fitnessbrugere starter allerede onsdag aften den 10. juni. Det er med et hold i bike (spinning). Her skal der også være en afstand på 2 meter mellem deltagerne. Det betyder, at der er plads til 17 deltagere i bike-salen plus instruktøren.

- Vores mange sædvanlige træningshold i centrets to multisale kan først starte træningen den 22. juni. Det skyldes, at salene for øjeblikket bruges hver dag i undervisningen af 9. klasses eleverne på Ringkøbing Skole, oplyser Ulla Birkmose.

I de senere uger har ROFI tilbudt træning udendørs for hold i en række fitness-discipliner. Efter åbningen for indendørs træning stopper dette tilbud.

 

  Her signalerer leder af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose, at brugerne i fitness selv har en helt afgørende rolle for at holde hygiejnen i top under træningen.