ROFI er kommunens største idrætsforening


Ved udgangen af 2018 havde ROFI 4.417 medlemmer. Dermed er ROFI den absolut største idrætsforening i Ringkøbing-Skjern Kommune, konstaterede ROFIs formand, Ragna Knudsen, i sin beretning på foreningens generalforsamling den 14. marts i ROFI-Centret.

- Vi kan være ganske godt tilfredse med medlemstilgangen, men vi arbejder hele tiden på at få endnu flere medlemmer og som forening være med til at aktivere endnu flere  medarbejdere fra arbejdspladserne og befolkningen i det hele taget, sagde Ragna Knudsen.

Formanden var også meget tilfreds med de mange arrangementer og det store antal besøgende, der er i ROFI-Centret i løbet af et år.

- Tæller vi antal besøgende bare på en måned, når vi op på adskillige tusinde. Ja, hvis vi bare tænker på en marts måned, hvor der er tradition for de store forårsopvisninger i gymnastik, bankgeneralforsamlinger, messe og meget andet, nærmer vi os et besøgstal på mellem 30.000 og 40.000, konstaterede formanden.

Et lille overskud i 2018

ROFI havde budgetteret med et underskud på 260.000 kr. i 2018, men året sluttede med et overskud på 16.000 kr.

- Resultatet er meget tilfredsstillende. Det skyldes for en stor del et rigtigt godt år for Ringkøbing Vandrerhjem (Danhostel Ringkøbing), der havde 12 pct. flere overnatninger end året før, sagde formanden.

Fra den 1. januar 2018 overtog ROFI driften af Ringkøbing Svømmehal. Her viser regnskabet for året et overskud på 19.000 kr.

- Det er meget tilfredsstillende i betragtning af, at der var visse opstarts-udfordringer i det første driftsår, da vi jo stort set overtog en svømmehal rippet for udstyr, konstaterede Ragna Knudsen.

Store events gentages

I sin beretning omtalte formanden de mange udvalg og aktiviteter, der er i ROFI, og de foreningsevents, der har været i årets løb, bl.a. Rigtige Mænd-løbet den 5. juni og Arbejdspladsernes Motionsdag, der er Dansk Firmaidrætsforbunds landsdækkende kampagne fredagen før skolernes efterårsferie. Begge arrangementer, der var store succeser i 2018, bliver gentaget i 2019 – Rigtige Mænd løbet dog i år den 4. juni, altså dagen før Grundlovsdag.

 

Foto øverst: ROFIs bestyrelse efter generalforsamlingen den 14. marts. Fra venstre Jan Thorsted, Henrik Lohse, Irma Andersen (sekretær), Thomas Andersen (næstformand) og Ragna Knudsen (formand). Henrik Lohse, der er medlem af ROFIs løbeklub og i mange år var klubbens formand, blev nyvalgt til bestyrelsen på generalforsamlingen i stedet for Karin Heide Jensen, der efter 2 år i bestyrelsen ikke ønskede genvalg. Hun fortsætter dog som medlem af skydeudvalget i ROFI Syd (det tidligere STØFI).