Ole tog pokalen


Ole Lysgaard, Leif Aaberg og Ketty Lykke besatte de første pladser ved ROFI Petanques pokalturnering den 18. juni

Ole Lysgaard har spillet petanque i ROFI i en del år efterhånden og nyder både spillet og det sociale samvær omkring denne sport på banerne ved ROFI-Centret. Tirsdag den 18. juni kunne han også tage hjem med en pokal i hånden.

Ole Lysgaard blev nemlig nr. 1 i den årlige, interne pokalturnering, der også tæller som det årlige klubmesterskab i ROFI Petanque. Han besatte førstepladsen med tre sejre på dagen og plus 17 points. Leif Aaberg kom lige efter på andenpladsen med tre sejre og plus 14 points. Ketty Lykke blev nr. 3 med to sejre og plus 15 points. Med sejren fik Ole Lysgaard en aktie i den vandrepokal, som medlemmerne i ROFI Petanque har finansieret.

20 af ROFI Petanques 43 medlemmer deltog i pokalturneringen. I løbet af denne sæson er der kommet otte nye medlemmer til, mens fem tidligere medlemmer er stoppet. Der er petanque for medlemmerne i ROFI Petanque hver tirsdag og torsdag eftermiddag fra kl. 14 på banerne ved ROFI-Centret.

Den 15. august er ROFI Petanque vært for et stort arrangement, der ventes at samle omkring 60 spillere. Da kommer spillere fra venskabsklubben i Herning på besøg. Spillerne fra ROFI og Herning mødes til et festligt arrangement hvert år, og værtskabet går på skift.

 

  De kom på ”podiet” ved ROFI Petanques pokalturnering. Fra venstre Ketty Lykke, der blev nr. 3, Ole Lysgaard med vandrepokalen som bevis for førstepladsen, og Leif Aaberg, der besatte andenpladsen. 
Formanden for ROFIs Petanqueudvalg, Erik Lauridsen (tv), og Jørgen Rindom fra udvalget i gang med at gøre resultatet af pokalturneringen op.