I løbet af foråret og den første del af sommeren får rigtig mange vestjyder tilbud om at blive vaccineret mod Covid 19. Og borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune behøver nu ikke at køre meget langt for at få stikkene. Region Midtjylland har valgt ROFI-Centret i Ringkøbing som permanent vaccinationssted fra den 9. marts kl. 12.30 og de næste måneder frem.
Hidtil har ROFI-Centret været midlertidig ramme for de første vaccinationer mod Covid 19, men nu har Hospitalsenheden Vest under Region Midtjylland valgt ROFI som permanent vaccinationscenter. Vaccinationerne kommer til at foregå i centrets hal 2, og også centrets anneks er lejet til formålet. Lokalerne er indrettet til en kapacitet på op til 931 vaccinationer om dagen.
Holstebro og Herning har hidtil været de store vaccinationscentre i det vest- og midtjyske område. Ud over ROFI-Centret i Ringkøbing bliver der nu også permanente centre for vaccinationer i Ikast, Lemvig og Struer.
- Vi bor i Danmarks geografisk største kommune. Derfor glæder det mig naturligvis meget, at der nu bliver et permanent, lokalt tilbud, så der bliver kortere transporttid for de borgere, der i den kommende tid får et tilbud om at blive vaccineret, siger Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester, Hans Østergaard, om Region Midtjyllands valg af ROFI-Centret som permanent vaccinationscenter.
Borgere, der vaccineres i ROFI-Centret, skal ved ankomsten benytte centrets hovedindgang. Herfra guides de med skilte til centrets hal 2, hvor vaccinationerne foregår, og efter vaccinationen forlader de centret via annekset. På den måde sikres der et godt flow med mulighed for god afstand under hele forløbet.
Borgerne modtager besked i deres e-boks, når det er deres tur til at booke vaccination. Alle skal booke tid på vacciner.dk for at kunne modtage en vaccination. Man kan også bruge tlf. nr. 7023 2415, hvis man søger yderligere oplysninger om vaccination.
Leder af ROFI-Centret, Per Lange Andersen, glæder sig over, at Region Midtjylland har valgt ROFI som permanent vaccinationscenter.
- Det er dejligt, at vi kan stille plads og rum til rådighed for bekæmpelse af Covid 19, når vi på grund af restriktioner i kølvandet på coronaen må holde centret lukket for de normale aktiviteter, siger Per Lange Andersen.
Siden lige før jul i 2020 har ROFI også lagt plads til de såkaldte PCR-test (de test for corona, hvor der på forhånd skal bestilles tid på nettet). En del af centrets parkeringsplads huser testcentret, der hver dag bliver besøgt at rigtig mange mennesker.
Dette skilt viser, at borgere, der skal vaccineres mod Covid 19 i ROFI-Centret, skal benytte centrets hovedindgang, når de ankommer. |
Her skal man vente, før man kaldes ind til vaccination. |
Der er fire vaccinationsbokse med en samlet kapacitet på op til 931 vaccinationer om dagen i ROFI-Centrets hal 2. Her et blik ind i en af boksene. |
Her kan de vaccinerede sidde, efter at de har fået deres stik, før de forlader centret.. |