Petanque er et socialt spil for både mænd og kvinder. I ROFI Petanque er de nuværende ca. 40 medlemmer kønsmæssigt nogenlunde ligeligt fordelt. Men ved den årlige pokalturnering, der blev afviklet på banerne ved ROFI-Centret tirsdag den 20. juni, var det resultatmæssigt mændene, der førte sig frem.
Ca. 25 af klubbens medlemmer deltog i årets pokalturnering, der også tæller som det årlige klubmesterskab. Jørn Østerby sikrede sig førstepladsen med plus 26 points, mens Alfred Korsholm besatte andenpladsen med plus 22 points og Erik Lauridsen tredjepladsen med plus 17 points. Med sejren sikrede Jørn Østerby sig en aktie i den vandrepokal, som medlemmerne i ROFI Petanque har finansieret.
Der er petanque for medlemmerne af ROFI Petanque hver tirsdag og torsdag eftermiddag fra kl. 14 på banerne ved ROFI-Centret. I øvrigt: Naturligvis spiller de for at vinde, men det sociale samvær er det absolut vigtigste, når de mødes til petanque. Sådan var det også ved pokalturneringen og kampen om klubmesterskabet den 20. juni 2023.
Det gode humør og det sociale samvær er altid i højsædet, når der spilles petanque på banerne ved ROFI-Centret. Her er det en storsmilende formand for ROFIs petanqueudvalg, Erik Lauridsen. |
Medlem af ROFIs Petanqueudvalg, Jørgen Rindom, var protokolfører ved dagens pokalturnering, så alt gik rigtigt til. |
Hanne Toelbjerg kaster ud ved pokalturneringen. |
Jørn Østerby vandt årets pokalturnering og sikrede sig en aktie i vandrepokalen. Her ses han i midten flankeret af Alfred Korsholm (th), der besatte andenpladsen, og Erik Lauridsen (tv), der blev nr. 3. |