Kollegamotion med god værkstedshumor


Medarbejderne i bilfirmaet A. V. Vejgaard i Ringkøbing deltog med ROFI som sparringspartner i Arbejdspladsernes Motionsdag

Hvis en bil bliver godt vedligeholdt, holder den meget længere. Sådan er det faktisk også med os mennesker. Hvis vi jævnligt dyrker motion og vedligeholder led og lemmer med fysisk aktivitet i passende mængder, så er der gode chancer for, at vi fungerer godt og i god form i det daglige på vores arbejdsplads, i fritiden - og ja i sidste ende i vores pensionisttilværelse.

Folkene i bilfirmaet A. V. Vejgaard på Enghavevej i Ringkøbing ved alt om, hvordan de skal sælge og vedligeholde biler, så de firhjulede i forskellige modeller lever op til kundernes behov og forventninger og kan holde sig godt kørende længst muligt. Mekanikere, sælgere og det administrative personale i firmaet er naturligvis også udmærket klar over, at det er sundt at dyrke motion. Men derfor kan det nu alligevel være en god idé at få nogle input til, hvordan man i det daglige kan dyrke motion sammen med kollegaerne på arbejdspladsen, uden at det koster i effektivitet i arbejdstiden - nærmere tværtimod.

Det var netop et tilbud af den art, at A. V. Vejgaard tog imod fredag den 15. oktober. Som et led i Arbejdspladsernes Motionsdag, som Dansk Firmaidrætsforbund står bag, fik bilfirmaet besøg af lederen af ROFIs Fitnesscenter, Ulla Birkmose. I løbet af en halv time ved middagstid gav Ulla folkene i A. V. Vejgaard nogle helt enkle midler og øvelser til, hvordan kollegamotion kan styrke energi og velvære i det daglige og samtidig være sjovt, uden at der skal bruges en hulens masse tid på det.

Få minutter givet godt ud

- Det er mange gange helt enkle midler, der skal til, for at vi tænker motion ind som en naturlig del af dagligdagen sammen med kollegerne. Få minutter på at skabe fællesskab om fysisk aktivitet på sjove måder er givet godt ud i sidste ende, lød en del af budskabet fra Ulla Birkmose til godt halvdelen af de 20 ansatte hos A. V. Vejgaard, der havde mulighed for at deltage i arrangementet.

Den gode værkstedshumor fik frit spil, mens Ullas enkle øvelser blev afprøvet med stort engagement af de medvirkende. Direktør i A. V. Vejgaard, Anders Vejgaard, var meget tilfreds med initiativet og den gode motivation, det skabte.

- Helt enkle øvelser, der også giver anledning til smil på læben, er et godt middel for os alle til, både at være opmærksomme på vores fysiske velvære i det daglige og styrke det kollegiale fællesskab, understreger Anders Vejgaard.

 

  Folkene i A. V. Vejgaard siger naturligvis pænt godmorgen til hinanden, når de møder på arbejde. Men man kan jo også gøre det på denne måde, mens man fortæller sin kollega om en positiv oplevelse. Det var en af de enkle øvelser til god motion, som Ulla Birkmose gav til medarbejderne hos A. V. Vejgaard. Her afprøver Jakob Larsen (tv) og Niels Bak ned i knæ øvelsen. 
Der kan laves god og sjov kollegamotion med en elastik. Det viser Kim Bo Jensen (tv) og Kim Jul her.  
  Ulla Birkmose i gang med at inspirere og motivere folkene i A. V. Vejgaard.
Der er 20 ansatte i bilfirmaet A. V. Vejgaard. Mange af dem brugte en halv time af arbejdsdagen denne fredag til at blive motiveret til god kollegamotion. Her ses de sammen med lederen af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose. Bag Ulla Birkmose ses firmaets direktør, Anders Vejgaard, der var godt tilfreds med både besøget fra ROFI og medarbejdernes engagement i arrangementet.