Der er efterhånden rigtig mange måder at dyrke fitness på, både individuelt og på hold. En af de mest populære former for holdtræning er Jumping Fitness, hvor man træner intenst på specialbyggede trampoliner og med høj og fed musik til at skabe rytmen.
At Jumping Fitness i den grad er en populær måde at dyrke fitness på i et godt fællesskab, var meget synligt – og kunne høres – i en af ROFI-Centrets haller lørdag den 13. januar. Med ROFI Fitness som arrangør var der her 3-timers jumping fitness event, der samlede ca. 110 deltagere. De kom fra både lokalområdet og fra andre dele af Jylland.
I starten af 2023 stod ROFI Fitness bag et lignende arrangement. Da var der ca. 70 deltagere. Da arrangementet blev udbudt på nettet til den 13. januar 2024, var samtlige ca. 110 mulige pladser udsolgt i løbet af blot et par uger.
- I ROFI Fitness har vi også Jumping Fitness på programmet hver uge, men vi har naturligvis ikke SÅ mange trampoliner til rådighed til daglig. Derfor har vi lånt mange trampoliner fra andre centre og klubber til i dag. Vi er rigtig glade for og også lidt stolte over, at vi kan trække så mange deltagere hertil fra nær og fjern i Jylland, understregede leder af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose.
Sammen med Dorte Plauborg, der er instruktør i Jumping Fitness i ROFI, var Ulla tovholder på eventen i ROFI-Centret den 13. januar.
- Det koster temmelig mange kræfter at forberede et arrangement af den størrelse og få det til at køre på skinner undervejs, men det er vores indtryk, at alle er godt tilfredse med rammerne og forløbet. Så vi satser på, at Jumping Fitness Event i ROFI-Centret skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, understreger Ulla og Dorte.
Blandt de mange deltagere i eventen spottede vi bl.a. Rikke Rask Severinsen og Tanya Nielsen, der dyrker Jumping Fitness i Galten to-tre gange om ugen. Sammen med seks andre fra Galten-Hammel området var de kørt til Ringkøbing for at opleve et godt fællesskab med entusiaster fra andre dele af det jyske.
- God stemning. Fed musik. Godt selskab. Sved på panden, og vi får brændt en masse kalorier af. Derfor går vi til Jumping Fitness, både hjemme i vores lokalområde og af og til også andre steder i Jylland. Der er fine rammer her i ROFI-Centret, understregede Rikke og Tanya.
Et blik ud over de mange deltagere i eventen i ROFI-Centret denne lørdag gjorde det tydeligt, at Jumping Fitness er en disciplin, der især dyrkes af kvinder. Blandt de knap 110 deltagere talte vi kun tre mænd. Blandt dem var Koba, der til daglig er instruktør i Jumping Fitness og også i børnegymnastik og cross fitness i Højmark GF med Højmark-Hallen som ramme.
Koba stammer fra Litauen, kom til Danmark i 2010 og arbejder med montage i Lind Jensens Maskinfabrik i Højmark. At han i den grad er til Jumping Fitness, var tydeligt i både hans entusiasme på trampolinen i de 3 timer i ROFI-Centret, men også på hans trøje med teksten ”I was born for jumping” (Jeg blev født til jumping).
Fælles for alle i eventen var, at de var helt oppe på dupperne og havde det sjovt!
Rikke var en af de mange deltagere i eventen i den ene af ROFI-Centrets to haller. I den anden hal, Green Sports Arena, var der i øvrigt nytårskoncert med 700 tilhørere/tilskuere og en anden form for musik senere på dagen denne lørdag. |
Der var ca. 110 deltagere i eventen, hvor fed musik og farvet lys er en væsentlig del af oplevelsen. |
Lederen af ROFIs Fitnesscenter, Ulla Birkmose (tv) og Dorte Plauborg, der er instruktør i Jumping Fitness i ROFI, var tovholdere på eventen. |
Veninderne Katrine Hvidberg (tv) og Trine Hansen under en pause i strabadserne på trampolinerne. |
Tanya (tv) og Rikke havde taget turen til Ringkøbing sammen med seks andre fra Galten-Hammel området for at være med i et godt selskab i Jumping Fitness i ROFI-Centret. |
Koba fra Højmark levede til fulde op til inskriptionen på trøjen ”I was born for jumping”. |
ROFI Fitness havde også hyret instruktører udefra til at hjælpe med at lede forløbet. Her er det Heidi, der sætter tempoet. |