Guld og sølv til ROFI-Petanque i DGI Vestjylland turnering


Holdturneringen 2019 i petanque i DGI Vestjylland er nu afsluttet, og ROFI Petanque opnåede en række flotte placeringer i turneringen. Det blev således til både en guldmedalje og to sølvmedaljer til ROFI Petanque, der deltog med i alt syv hold i turneringens fire rækker – A, B, C og D.

Guldmedaljen blev sikret i B-rækken, hvor et hold fra ROFI besatte førstepladsen. Her blev det også til en sølvmedalje til ROFI for andenpladsen i rækken. Den anden sølvmedalje blev sikret i C-rækken for en ROFI-placering på andenpladsen. Medaljerne til de tre bedst placererede hold i de fire rækker uddeles ved afslutningsstævnet i Lem den 21. september.

Der er 10 hold i hver af de fire rækker i DGI Vestjyllands holdturnering. ROFI Petanque havde to hold med i A-rækken, hvor de sluttede på henholdsvis syvendepladsen og ottendepladsen. I B-rækken blev det som nævnt til både en førsteplads og en andenplads til ROFI hold. I C-rækken, hvor ROFI deltog med tre hold, blev det ud over andenpladsen også til en femteplads og en niendeplads.

Fire hold i A-rækken
i næste års turnering

De to bedst placerede hold i hver række rykker op til næste års turnering, mens de to nederst placerede hold i hver række rykker ned. Det betyder altså, at ROFI Petanque i næste sæson får hele fire hold i den bedste række – A-rækken. Det må siges at være utroligt flot, at ROFI således har fire af de i alt 10 hold i rækken. Holdene i hver række mødes indbyrdes i ni kampe med 4-5 hjemme- og udekampe.

Fem af de syv ROFI-hold i turneringen i denne sæson spiller til daglig på banerne ved ROFI-Centret, mens de to øvrige hold er fra ROFI Syd (det tidligere STØFI), der spiller i Tarm.