De fleste af de ansatte i det nye oplevelsescenter Naturkraft ved Ringkøbing bevæger sig ret meget i løbet af dagen, når de f.eks. guider gæsterne rundt i den 45 hektar store arena, hvor den vestjyske naturs fascinerende kræfter sættes i spil på mange måder. Men uanset hvilket job man har, kan man også med helt enkle midler dyrke motion i nogle få minutter i arbejdstiden sammen med kollegerne på arbejdspladsen – også for at gøre det sjovt og styrke det kollegiale fællesskab og sammenhold.
Det er bl.a. set i det lys, at Naturkraft fredag den 9. oktober tog imod ROFIs tilbud om at medvirke i Arbejdspladsernes Motionsdag, som Dansk Firmaidrætsforbund står bag hvert år fredag før skolernes efterårsferie. Det er samme dag som Skolernes Motionsdag. Når børnene gør det, kan de voksne naturligvis også.
Fredagen morgen, før Naturkraft åbnede dagen for gæster, fik oplevelsescentret besøg af lederen af ROFIs Fitnesscenter, Ulla Birkmose. Med det formål at motivere til fælles oplevelser om fysisk aktivitet for kolleger på arbejdspladsen gav Ulla ansatte i Naturkraft nogle helt enkle opskrifter på, hvordan kollegamotion kan styrke energi og velvære i det daglige og samtidig være sjovt, uden at der skal bruges en hulens masse tid på det.
- For langt de fleste af os indebærer vores arbejde, at vi bevæger os meget rundt i Naturkraft området for at servicere vores gæster bedst muligt. Så vi får egentlig hver især ret meget motion i dagligdagen. Vi har også meget fokus på sund mad og har i f.eks. kontorerne de hjælpemidler, der skal til for, at vi kan bevæge os rigtigt. Men nu har vi også fået nogle helt enkle midler til, hvordan vi på få minutter kan få god motion sammen med kollegerne på arbejdspladsen og have det sjovt samtidig. Det har været en god måde at starte dagen på, fortæller Dorthe Thorborg Jensen, der arbejder som administrativ koordinator i Naturkraft og var tovholder på samarbejdet med ROFI om denne del af Arbejdspladsernes Motionsdag.
Naturkraft, der åbnede i sommeren 2020 har 26 fastansatte, 70 timelønnede og 50 frivillige i arbejdet med - gennem leg og oplevelser - at give gæsterne en større bevidsthed om sammenhængen mellem natur, bæredygtighed og klima. 15 af de ansatte havde mulighed for at deltage i den seance, som Ulla Birkmose arrangerede en halv time denne fredag morgen.
- De seneste par år har flere lokale firmaer og virksomheder deltaget i Arbejdspladsernes Motionsdag. Jeg har også kontaktet mange i år, men der er ingen tvivl om, at coronaen har spillet en væsentlig rolle. Interessen for at få vores besøg har været stor. Der er dog takket nej, dels fordi en stor del af medarbejderne i nogle virksomheder og institutioner arbejder hjemmefra, dels fordi der i andre virksomheder af pladsmæssige grunde i forhold til afstandsregler under coronaen ikke har været mulighed for et arrangement af den art. Det har vi naturligvis fuld forståelse for. Vi er glade for, at Naturkraft, hvor der var god plads til formålet, ville medvirke, siger Ulla Birkmose.
Om kollegamotion på arbejdspladserne generelt siger hun:
- Det er mange gange helt enkle midler, der skal til, for at vi tænker motion ind som en naturlig del af dagligdagen sammen med kollegerne. Energi avler energi. Jo mere positive, vi er, desto mere effektive er vi. Jo mere vi rører os, desto bedre har vi det og med færre sygedage. Få minutter på at skabe fællesskab om fysisk aktivitet på sjove måder er givet godt ud i sidste ende, siger Ulla Birkmose.
Hun gør i øvrigt opmærksom på, at der for virksomheder, firmaer og institutioner er mulighed for at lave skræddersyede aftaler med ROFI Fitness om kollegamotion i ROFI-Centret udenfor arbejdstiden. Mellem år og dag er der en hel del, der benytter sig af denne mulighed.
Ansatte i Naturkraft på rad og række lytter til gode råd fra Ulla Birkmose om kollegamotion. |
Administrativ koordinator i Naturkraft, Dorthe Thorborg Jensen, var tovholder på samarbejdet med ROFI om motionsdagen i oplevelsescentret. |
- Hvor svært kan det være? Med bl.a. en elastik kan der laves god og sjov kollegamotion. |
15 ansatte i Naturkraft samlet med god afstand efter en halv times introduktion til kollegamotion under ledelse af Ulla Birkmose. |
Lederen af ROFIs fitnesscenter foran indgangen til Naturkraft, der medvirkede i Arbejdspladsernes Motionsdag. |