Et godt spark bagi med Xtreme Mandehørm


Et 10-ugers forløb i ROFI Fitness motiverer med godt humør modne mænd til regelmæssig træning og gode kostvaner

- Alle, der har mulighed for det, bør investere det her i sig selv. Det kan absolut anbefales. Det er motiverende, sjovt – og alder spiller ingen rolle.

Understreger 45-årige Morten Nielsen. I et forløb på 10 uger deltager han sammen med 10 andre modne mænd i et intensivt motivations- og træningsforløb i ROFI Fitness med Lisette Andersen som instruktør, indpisker og tovholder. Lisette arbejder som personlig træner, både individuelt og for hold, i fitnesscentret. Og det hold for mænd, som hun har gang i for øjeblikket, er en nyskabelse med den fængende titel ”Xtreme Mandehørm”.

Der kan sættes mange ord på, hvad dette forløb udelukkende for mænd handler om og indeholder. Men helt kort indeholder tilbuddet at blive motiveret til mere energi, en stærkere krop og at tabe nogle overflødige kilo - meget målrettet og under kyndig vejledning undervejs i forløbet. Virkemidlerne er især intens fysisk træning, sundere kostvaner og det gode fællesskab ved at træne med ligesindede på et hold, hvor alle vil det samme, og hvor det gode humør skal være i højsædet. Lisette sætter bl.a. følgende ord på formålet:

- Det er først og fremmest at motivere dem, der gerne vil være i god form, fysisk og mentalt. Det kan måske være svært at komme i gang, men et intensivt 10-ugers forløb kan være det, der giver et spark bagi og hjælp til med simple virkemidler at opbygge nye, gode træningsrutiner. Vi har i forløbet på de 10 uger fokus på at opbygge en god grundstyrke, bedre kondition og en kombination med et intenst fysisk træningsforløb og gode kostvaner i det daglige, understreger Lisette Andersen.

På hold, men også individuelt

Mandehørm forløbet blev indledt med, at Lisette havde en individuel samtale med hver enkelt af deltagerne for at få en fornemmelse af, hvad de hver især havde af mål med og forventninger til forløbet.

- Selv om der især er fokus på holdtræning en time hver tirsdag aften i ROFI-Centrets multisal, så arbejder alle deltagerne i bund og grund 100 pct. individuelt i forhold til de mål, som de selv har været med til at bestemme, da vi startede. Det er op til hver enkelt deltager at afgøre, hvad de synes er rimeligt, og hvad de kan afse tid til i løbet af ugen, siger Lisette.

”Det er ikke raketvidenskab”

Undervejs i forløbet på de 10 uger kommer hun med input til deltagerne, både ansigt til ansigt og i en lukket Facebook-gruppe, med gode råd og vejledning til gode træningsformer og sunde mad- og kostvaner. Apropos kost, så vrimler det jo i medierne og andre steder med et væld af forslag og holdninger til, hvad der er sundt, og hvad der ikke er sundt.

- Men bare rolig. De råd og den vejledning, jeg giver undervejs i forløbet, drejer sig om forholdet til almindelig, god dansk kost. Der er ikke tale om ”raketvidenskab”, understreger Lisette med et smil, der afslører, at mandehørm forløbet kan bruges ”helt nede på jorden af alle”. Det afslører sig i øvrigt også i sammensætningen af alder på holdet. Den yngste er 41 år og den ældste 66.

Da ROFI-Nyt var på besøg i ”Xtreme Mandehørm” tirsdag aften før påske, var man halvvejs igennem forløbet på de 10 uger. Og Morten Nielsen, der til daglig arbejder i Gurit Wind Systems A/S (tidligere JSB Plast) på Frejasvej i Ringkøbing og har ansvar for selskabets salg af mølleprodukter til hele verden, satte denne aften bl.a. disse ord på, hvad han har fået ud af at være med på holdet.

Morten har fået et spark i rø…

- Det har især givet mig en fantastisk motivation til at motionere og træne fysisk regelmæssigt og at tabe nogle overflødige kilo. Jeg har helt enkelt fået ”et godt spark i røven” til at komme videre. Det kan være svært at komme i gang, men nu er jeg på vej og tror helt bestemt på, at jeg kan holde ved og træne regelmæssigt under en eller anden form fremover. Èn ting er træning og motion, men jeg er også ved at få indarbejdet nogle bedre og sundere kostvaner i det daglige. I bund og grund handler det jo om at komme ind i nogle gode vaner og rytmer i dagligdagen, både i forhold til motion og kost. Her halvvejs igennem forløbet kan jeg konstatere, at jeg har tabt et par kilo, men vigtigere er, at min muskelmasse er styrket, og at min kondition og udholdenhed allerede er styrket markant. Og så er det jo i den grad sjovt at være sammen med de andre på holdet i et godt fællesskab, hvor vi vil det samme, understreger Morten Nielsen.

Undervejs i forløbet bliver deltagerne vejet og målt for bl.a. blodtryk og den såkaldte inbody måling. Og er Lisette så indtil nu tilfreds med resultaterne?

- Ja, helt bestemt. Deltagerne har alle lavet vanvittigt gode resultater i form af bl.a. fedttab, mere styrke og bedre udholdenhed. De gør det rigtig godt – og så har de et smittende humør, der helt lever op til, hvad man forstår ved ”mandehørm” på den gode måde, understreger Lisette.

Mænd og kvinder i
samme bootcamp?

Hun har i de senere år haft flere forløb (under navnet bootcamps) for kvinder med stort set det samme indhold som det første, der er i gang for mænd. Alle hold for kvinder har været fuldt booket, og et nyt starter i uge 16. Men kan det i disse ligestillingstider måske komme på tale, at der på et tidspunkt i nær fremtid laves en bootcamp, hvor mænd og kvinder kan være med på det samme hold?

- Xtreme Mandehørm er et forsøg på også at få mændene ”ud af busken”, og det er lykkedes. Som udgangspunkt tror jeg, at det af en eller anden grund ville afholde en del mænd fra at komme, hvis de som start skulle være med på et hold, hvor der også er kvinder. Men det vil da være helt vildt fedt, hvis vi på et tidspunkt kan lave et fælleshold for mænd og kvinder med de forskellige energier, det giver. Det vil jeg bestemt ikke udelukke. Nu er vi i hvert fald kommet godt i gang med et forløb også for mændene, og jeg tror, at det kan trække flere gode spor efter sig, siger Lisette.

Derfor ”Xtreme Mandehørm”

På spørgsmålet om, hvorfor det igangværende forløb er kaldt for ”Xtreme Mandehørm”, svare hun:

- Det er der såmænd ingen særlig grund til – andet end, at det er en titel, der fænger godt i mænds bevidsthed som et godt tilbud. Og mandehørm – ja, det er der i den grad på holdet!!

 

  Godt humør i et godt fællesskab præger ”Xtreme Mandehørm” holdet i 10-ugers forløbet i ROFI Fitness med Lisette Andersen som instruktør, indpisker og vejleder. Normalt er der 11 på holdet, men denne tirsdag aften lige før påske var der en del afbud, især på grund af tidlig påskeferie. 
- Det kan absolut anbefales, siger Morten Nielsen om den motivation til regelmæssig fysisk træning, som han får på mandehørm holdet i ROFI Fitness. Her skal han i gang med boksning til en sandsæk i centrets multisal.  
  Lisette er ikke ”kun” tovholder, vejleder og instruktør på mandehørm forløbet. Hun er også indpisker i den intense træning, hvor hun her ses i infight med en sandsæk sammen med Morten Nielsen.
Træning med en Kettlebell indgår som en del af den intense fysiske træning i mandehørm forløbet, hvor Morten Nielsen her er i gang at få styrket muskelmassen.