Det var på en måde lidt ”den omvendte verden”, da ROFI lørdag den 5. oktober for tredje år i træk arrangerede ROFI Walkathon. Ikke i forhold til deltagertallet. Med 335 deltagere, hvoraf 65 gik en hel maraton og 270 den halve maraton, var der næsten lige så mange med som i 2022 og 2023.
Nej, ”den omvendte verden” i år var helt bogstaveligt, at ROFI havde valgt at ”vende” ruterne, så deltagerne gik i den modsatte retning fra startstedet i ROFI-Centret i forhold til de to tidligere år. I korte træk forløb ruterne i år således:
Deltagerne på den halve maraton gik fra startstedet i ROFI-Centret op forbi Naturkraft, videre til Hee Bro og til Gl. Sogn Kirke. Derfra videre langs fjorden til området ved Vestas, op gennem Ringkøbing ad Vester Strandgade, ned til havnen via Øster Strandgade, langs fjorden ud til surfpladsen i Sorte Bakker og hjem til ROFI-Centret over Herningvej. Deltagerne på den hele maraton fulgte den samme rute, men i starten med en sløjfe ud til Søndervig og hjem over Bagges Dæmning og i slutningen med en sløjfe ud gennem naturbydelen Ringkøbing K. På den måde fik deltagerne også en stor naturoplevelse i Naturens Rige i og omkring Ringkøbing
- Vi valgte i år at ”vende” ruterne for at give især tidligere års deltagere en ny oplevelse. Det var alle meget tilfredse med. For det første gav det deltagerne en meget bedre udsigt ud over fjorden, at vi gik fra nordvest mod sydøst – fremfor tidligere år, hvor vi gik den anden vej, og hvor folk meget af vejen havde udsigten til fjorden i ryggen. For det andet gav det et meget bedre flow i afviklingen af arrangementet. Og så var vi jo i år begunstiget af et helt fantastisk oktober vejr med fuld sol, højt til himlen og en spejlblank fjord, understreger næstformanden i ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen, og lederen af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose.
De to var tovholdere på årets ROFI Walkathon. Thomas og Ulla er på ROFIs vegne meget taknemlige for den store opbakning til ROFI Walkathon 2024 og de mange positive tilbagemeldinger hele vejen igennem fra deltagerne.
Stor opbakning var der også fra mange sponsorer, der donerede præmier til arrangementet. Takket være sponsorerne kunne deltagerne ved lodtrækning på deres startnumre være heldige at få en gave med sig hjem fra dagen. Det var der mange, der fik. Der var ca. 75 gaver til fordeling. De var skænket af følgende:
* JKS.
* Ringkjøbing Landbobank.
* Lange Kop og Kande.
* Strandbygaard Grafisk.
* Matas.
* MTB Skjern.
* Sportigan Ringkøbing.
* Hydraspecma Skjern.
* ROFI Fitness.
Næstformand i ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen, og lederen af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose, var tovholdere på ROFI Walkathon 2024. |
Ruterne til ROFI Walkathon var de samme som ved de to tidligere års arrangementer, men i år var de ”vendt”, så gangretningen for deltagerne var modsat 2022 og 2023. Start og mål var dog stadig ROFI-Centret. Her er de mange deltagere på halv maraton på vej ud på de 21 km. |
Der var en ”vandrepokal” til det firmahold, der havde tilmeldt flest deltagere til ROFI Walkathon 2024. Med 13 tilmeldinger sikrede Gåsdal Bygningsindustri A/S, der har hovedafdeling i Skjern, sig pokalen. I modsætning til den egentlige betydning af ordet ”vandrepokal” fik Gåsdal Bygningsindustri pokalen til ejendom. Her ses nogle af deltagerne fra firmaet, efter at de har fået overrakt pokalen af næstformanden for ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen. |
Jane Bisgaard og Karsten Pedersen fra Ringkøbing Fotoklub tog en masse flotte billeder under ROFI Walkathon. Billederne kan ses her. |
Lotte Kainsbak fra Borris gik en halv maraton. Hun var en af de heldige vindere af en af de mange sponsorpræmier. Her får Lotte den overrakt af formanden for ROFIs fitnessudvalg, Berit Simonsen. |