Da borgmesteren gik af, begyndte han at gå


Da borgmesteren gik af,
begyndte han at gå

Hans Østergaard, der bor i Muldbjerg, var borgmester i Ringkøbing Kommune fra 1994 til 2006. I dag er han 76 år og stærkt gående. Hans Østergaard var en af deltagerne i ROFI Walkathon, hvor han gennemførte en hel maraton. Altså de godt 42 km på en tid omkring 8 timer.

I mange år har Hans Østergaard været med i Hjemmeværnet, og det er især i det regi, at han dyrker gang over lange afstande som en god disciplin.

- Jeg begyndte for alvor at gå, da jeg stoppede som borgmester. Vi er et march-hold, hvor vi i starten var syv, men hvor der nu er fire tilbage. Vi har et træningsprogram, hvor vi efter nytår starter med at gå 15 km. Hver fjortende dag derefter lægger vil 5 km til, indtil vi når de ca. 40 km, fortalte Hans Østergaard, inden han lørdag morgen begav sig fra ROFI-Centret ud på den hele maraton.

Lokalt og internationalt

I løbet af året har han og kollegerne på holdet især fokus på tre lange march distancer – en årlig tur rundt om Ringkøbing Fjord, Hærvejsmarchen ved Viborg og den internationalt berømte Nijmegen marchen i Holland.

- På den årlige tur rundt om Ringkøbing Fjord tilbagelægger vi ca. halvdelen af distancen den ene dag, overnatter i Hjemmeværnsgården i Nymindegab og går retur over Klitten til Ringkøbing den anden dag. Hærvejsmarchen bruger vi gerne som opvarmning til Nijmegenmarchen i juli, hvor vi går 40 km om dagen i fire dage. Det er en helt fantastisk oplevelse. Nijmegen marchen, som jeg i år har gået for niende gang, samler omkring 60.000 deltagere, hvoraf de 50.000 er civile og 10.000 militærfolk, fortæller Hans Østergaard.

På den hele maraton i ROFI Walkathon gik han alene og var meget tilfreds med ruten i Naturens Rige.

- Det er et glimrende initiativ med et lokalt arrangement af den art i den flotte natur. Og det hele har været meget fint tilrettelagt, sagde Hans Østergaard, da han var tilbage til i ROFI-Centret.

Mor og børn på farten

Han var formentlig den ældste af deltagerne i ROFI Walkathon – i hvert fald på den hele maraton. I den anden ende af aldersskalaen for deltagerne var 11-årige Nanna og 12-årige Mads. Deres mor, Bodil Fjord Granvold fra Hanning, tog børnene med på en halv maraton i ROFI Walkathon.

- Vi skal til at være lidt mere aktive motionsmæssigt og har aldrig prøver at gå så langt. Men et eller andet sted skal man jo starte. Vi har en familie, der er ret aktive på flere måder. Så nu skal vi komme efter dem, fortalte Bodil Fjord Granvold med et smil før starten fra ROFI-Centret. Og de kom godt – og naturligvis lidt trætte - hjem til ROFI Centret igen efter turen på de ca. 20 km.

 

  Tidligere borgmester Hans Østergaard i ROFI-Centret før han begav sig ud på en hel maraton i Naturens Rige. 
Bodil Fjord Granvold med børnene Nanna og Mads i ROFI-Centret, inden de fik debut på en halv maraton.