Annie Møller har tidligere været lige ved at blive klubmester i ROFI Petanque. Men den 23. juni 2020 kastede hun sig helt til tops og vandt den årlige pokalturnering for medlemmerne i klubben, som også tæller som det årlige klubmesterskab.
Der var 27 deltagere i pokalturneringen på banerne ved ROFI-Centret. Annie Møller satte alle andre deltagere i turneringen til vægs med tre sejre og plus 28 points. De to nærmeste forfølgere - Flemming Jakobsen og Jørn Østerby - kastede sig også til tre sejre og nåede begge plus 23 points. Dermed blev det til en del andenplads/tredjeplads til de to i turneringen, der blev afviklet i flot sommervejr.
Med sejren får Annie Møller nu indgraveret sit navn på den vandrepokal, som Ringkjøbing Landbobank har skænket til turneringen. Den har været afviklet hvert år siden 2011.
Vinderen af ROFI Petanques pokalturnering, Annie Møller, flankeret af Jørn Østerby (tv) og Flemming Jakobsen. De to herrer deltes om andenpladsen/tredjepladsen. |