Alle sanser aktiveres i gymnastik på stranden


Fire ugers gratis morgengymnastik på stranden i Søndervig under ledelse af instruktører fra ROFI er kommet godt i gang

Ifølge videnskaben har vi mennesker syv sanser – føle, lugte, smage, høre, syn, samt muskel- og led sansen og balancesansen. Alle sanser aktiveres på den ene eller den anden måde, når man dyrker morgengymnastik på stranden for enden af Badevej i Søndervig med Vesterhavet som kulisse.

Og det er der rigtig mange, der gør i de fire højsommer uger 28-31, hvor Holmsland Klit Turistforening arrangerer gratis gymnastik en time hver morgen fra kl. 8.30 med instruktører fra ROFI Fitness som tovholdere og ”indpiskere”. Tilbuddet, der efterhånden er blevet en fast tradition hvert år, er til alle og i alle aldre - turister, fastboende og andet godtfolk. Og i al slags vejr.

De er med hver morgen

Marianne og Jørgen Lægaard, der bor i Risskov ved Århus, kan både kalde sig turister og fastboende – og naturligvis også godtfolk. De har haft sommerhus i Søndervig i omkring 30 år. Det bruger de hvert år som sommerbase for dem selv, for børn og for børnebørn. I år tilbringer ægteparret Lægaard fire sammenhængende uger i Søndervig.

- Det har vi igen i år fået til at passe med, at der er morgengymnastik på stranden. Vi er med hver morgen. Det er en dejlig måde at starte dagen på – med god motion under ledelse af dygtige trænere og en fantastisk naturoplevelse med Vesterhavet som nærmeste nabo. Fra år til år møder vi også nogle af de samme mennesker til gymnastikken på stranden, understreger Marianne og Jørgen Lægaard.

Jørgen Lægaard arbejder i erhvervslivet som bestyrelsesformand for 15 virksomheder. Marianne er tandlæge, men har nu solgt sin praksis. Det er langt fra kun til sommer morgengymnastik på stranden i Søndervig, at de er motionsaktive. Cykling, løb, kajakroning og tennis er med på deres skema for motion året rundt. De har i øvrigt meldt sig ind i Ringkøbing Tennisklub og supplerer den daglige gymnastik på stranden med tennis på banerne i Ringkøbing.

Opskriften på en god oplevelse

Der var 53 deltagere denne mandag morgen den 19. juli, da ROFI-Nyt var på besøg og overværede morgengymnastikken fra første klitrække og på stranden i Søndervig. I løbet af de fire uger står fire instruktører fra ROFI på skift for træningen. Denne mandag morgen i den anden uge med sommerens morgenmotion på stranden er det Ulla Birkmose, der til daglig er leder af ROFIs fitnessafdeling. Hun giver følgende ”opskrift” på den oplevelse, som de morgenfriske deltagere har mulighed for at få og får på Vesterhavs stranden:

- Smil på læben. Sand i øjnene. Saltvandssmag i munden. Sved på panden. Sund motion, hvor egen kropsvægt, små træningselastikker og en god portion energi er de eneste virkemidler til at styrke muskler, led og balanceevne. Jo, alle sanser kommer faktisk i sving, når man samtidig kan høre, lugte og se Vesterhavet, både med skum på eller blikstille, siger Ulla Birkmose med et smil, der understreger, at hun også selv sætter pris på motionen og rollen som instruktør i disse omgivelser.

De fleste af deltagerne i morgengymnastikken er kvinder, men ifølge Ulla Birkmose er der efterhånden også mange mænd med i flokken, der tæller både turister, fastboende i området og faste brugere på fitnessholdene i ROFI-Centret. Det er for alle.

 

  Marianne og Jørgen Lægaard fra Risskov er faste deltagere i morgengymnastikken på stranden i Søndervig. 
Der er højt til himlen og Vesterhav i forgrunden, når Ulla Birkmose og tre andre instruktører fra ROFI på skift står for morgengymnastikken på stranden i Søndervig.  
  Der sættes gang i både muskler, led og balanceevne ved gymnastikken på stranden.
De mange deltagere i i knæ for det store Vesterhav, der den dag havde skum på bølgerne.  
  Deltagerne er både turister og fastboende og folk, der går til fitness til daglig i ROFI-Centret. 
Tak for dag. På billedet en del af de mange deltagere i morgengymnastikken mandag morgen den 19. juli.