Trods corona holdt ROFI skindet på næsen i 2021


ROFI kom ud af 2021 med et overskud på 147.000 kr., hvilket foreningens formand, Ragna Knudsen, betegner som tilfredsstillende under de helt særlige omstændigheder

Coronaen med nedlukninger, ændringer og tilpasninger i dagligdagen var i 2021 en stor udfordring for foreningslivet i Danmark. Det var den naturligvis også for foreningen ROFI og for ROFI-Centret. Alligevel kom både foreningen og centret ud af året med ”skindet på næsen”, konstaterede formanden for ROFIs bestyrelse, Ragna Knudsen, i sin beretning på foreningens generalforsamling den 24. marts.

- Vi kom ud af 2021 med et overskud på godt 147.000 kr. mod budgetteret 0, hvilket er særdeles tilfredsstillende, når vi tager de helt særlige omstændigheder i løbet af året i betragtning. Vi er stadig ramt af COVI-19, og resultatet afspejler da også, at vi for 2021 har modtaget kompensationer fra flere forskellige ordninger, bl.a. fra Dansk Firmaidræt, under nedlukninger og i perioder med stramme restriktioner. I det meste af 2021 har vi haft udlejet en del af ROFI-Centret til Region Midtjyllands vaccinecenter. Indtjening herfra er sammen med diverse kompensationer i høj grad medvirkende til det positive økonomiske resultat for 2021, understregede Ragna Knudsen.

Trods årets mange udfordringer konstaterede formanden, at der i 2021 medlemsmæssigt har været en lille fremgang for ROFI. Fremgangen er på 99 medlemmer, så der nu er knap 2.000. Hvad angår såkaldte CFR registrerede aktivitetsmedlemmer, har der været en lille tilbagegang på 250 i forhold til året før, så dette medlemstal ved årets udgang var på godt 6.330 aktivitetsmedlemmer. Det skyldes, at de aktiviteter, som firmaidrætten har i ungdomsuddannelser og kollegamotion på arbejdspladserne, naturligvis også har været ramt af corona restriktioner.

Energirenoveringer

På generalforsamlingen blev der ikke lagt skjul på, at de voldsomt stigende priser på varme og el vil få markante konsekvenser for driften af ROFI-Centret i 2022 – også for kunderne. I formandsberetningen nævnte Ragna Knudsen, at der i 2021 er investeret i en række energirenoveringer i ROFI-Centret.

- Det er rigtig godt timet i forhold til de enorme prisstigninger på el og varme, som vi ser for øjeblikket, sagde formanden. Hun nævnte i samme spor, at ROFI er næsten i mål med en udvendig renovering med nye facader på centrets anneks. Den indvendige renovering af annekset går i gang, når Region Midtjylland rykker ud af lokalerne, der for øjeblikket bruges til vaccinationscenter.

Nye initiativer

I beretningen omtalte Ragna Knudsen en række nye initiativer, som ROFI er i gang med at gøre til virkelighed:

Padel baner. Sammen med Ringkøbing Tennisklub og RIF har ROFI stiftet foreningen Ringkøbing Padeltennis. For øjeblikket er man i området mellem tennisklubben og Ringkøbing Svømmehal i gang med at færdiggøre to udendørs baner til padel tennis, der stormer frem som den for tiden mest hotte sportsgren i Danmark. Banerne er klar til brug i starten af april, og der er allerede booket tider fra mange interesserede spillere. I den nærmeste fremtid er det planen også at bygge tre indendørs padel baner i området.

Udendørs aktivitetsområde. I samarbejde med bl.a. Ringkøbing Skole arbejder ROFI på at etablere et kæmpe udendørs aktivitetsområde med en masse muligheder for motion i det fri, som både skal kunne benyttes af skolens elever i skoletiden og i særdeleshed af foreninger, herunder også ROFI.

- Tanken er at organisere den voksende uorganiserede idræt ved at have gode tilbud i ”baghaven”. Det ambitiøse projekt kører planmæssigt med de indledende undersøgelser og sonderinger af de mange muligheder i det store område, sagde Ragna Knudsen.

Badebro ved svømmehallen. Hun nævnte også, at der er sendt en ansøgning til Ringkøbing-Skjern Kommune om etablering af en badebro ved Ringkøbing Svømmehal. Projektet er i høring hos en række forskellige myndigheder, så der vil gå nogen tid, inden en eventuel godkendelse er i hus.

”Firmaidrættens Zoner”. I omtalen af nye initiativer nævnte formanden også, at Dansk Firmaidræt har sat et nyt skib i søen under navnet ”Firmaidrættens Zoner”, hvori ROFI også deltager. Det går ud på at styrke samarbejdet med lokale aktører i et nyt partnerskab omkring idræt og motion.

- Sammen kan vi skabe endnu bedre rammer. Vi kan nå flere, og vi kan gøre en større forskel i lokalområdet for deltagere, medlemmer og kolleger. Vi vil melde mere ud om projektet, når der er opnået aftaler med lokale arbejdspladser og Firmaidrætten, oplyste Ragna Knudsen.

Hun sluttede beretningen med en stor tak for støtte og opbakning fra samarbejdspartnere, sponsorer, kommunen, Dansk Firmaidræt, bestyrelses- og udvalgsmedlemmer, instruktører og hjælpere – og ikke mindst personalet i ROFI-Centret, Ringkøbing Svømmehal og centerlederen for en fantastisk arbejdsindsats i det forløbne år.

- Det er dejligt, at livet i ROFI ved at blive mere normalt, og at dagligdagen efterhånden er ved at indfinde sig, afsluttede Ragna Knudsen.

 

  Formanden for ROFIs bestyrelse, Ragna Knudsen. 
To baner til padel tennis er ved at være klar til brug i området mellem Ringkøbing Tennisklub og Ringkøbing Svømmehal.  
  Nogle af deltagerne i ROFIs generalforsamling.
Der var knap 40 deltagere i ROFIs generalforsamling.