Rift om skydekælderen


Det er ikke kun medlemmer af ROFI Skydning, der har glæde af de gode faciliteter og kyndig vejledning i skydekælderen under ROFI-Centret. ROFIs Skydeudvalg stiller sig også gerne til rådighed for mange andre, der vil prøve at skyde uden for den normale åbningstid i skydekælderen.

- Mange foreninger, virksomheder, institutioner og grupper henvender sig i årets løb med ønsker om at få lov til at prøve at skyde i vores skydekælder. Det siger vi ja til, hvis vi har mulighed for at stille uddannede instruktører fra skydeudvalget til rådighed, og det har vi som regel. Det er helt afgørende for os, at sikkerheden er i top, og at skydningen foregår under kyndig vejledning, siger formanden for ROFIs skydeudvalg, Jan Thorsted.

I starten af februar var det f.eks. et hold af unge indvandrere fra Ringkøbing Ungdomsskole, der var på besøg i skydekælderen til en times skydning. Flere af dem gav udtryk for, at de gerne vil prøve det igen.

- Vi er glade for at kunne tilbyde folk i alle aldre denne mulighed for at stifte bekendtskab med skydning. Ad den vej håber vi naturligvis også, at flere kunne tænke sig at være faste medlemmer i ROFI Skydning, siger Jan Thorsted.

Prisen for f.eks. en forening eller en gruppe, der gerne vil prøve at skyde i skydekælderen, er 300 kr. i timen. Derudover betaler hver deltager 25 kr. for 13 skud og 50 kr. for 25 skud. Arrangementer i skydekælderen kan bestilles ved henvendelse til formanden for ROFIs skydeudvalg, Jan Thorsted, tlf. 2395 3836, eller ROFI-Centrets administration, tlf. 9732 2455.