Nøgleord for Ragna i ROFI - og som kvinde i ledelse


Efter 31 år i bestyrelsen, heraf 16 år som formand, har Ragna Knudsen sagt farvel til posten som formand for ROFI. Det sætter hun ord på her

Udvikling. Omstilling. Samarbejde. Rummelighed. Frivillighed. Ansvar. Fantastisk personale. Stolthed.

I spredt orden er det nogle af de nøgleord, som Ragna Knudsen sætter på de 16 år, hvor hun har været formand for ROFI. På ROFIs generalforsamling forleden sagde hun efter eget ønske farvel til formandsposten i foreningen, hvor hun afløses af Kim Grøn Hansen.

- Jeg har passeret de 70. Efter 31 år i ROFIs bestyrelse, heraf 16 år som formand, synes jeg, tiden er inde til, at nye kræfter tager over. Min timing af tidspunktet netop nu er, at det er lykkedes os at finde en ung og dynamisk afløser til formandsposten. Kim brænder også i den grad for ROFI og alt det, ROFI-Centret står for. Jeg er i øvrigt også meget glad for, at jeg på generalforsamlingen blev valgt til fortsat at være medlem af foreningens centerudvalg, så jeg på den måde bevarer en vis tilknytning til arbejdet for og i ROFI, siger Ragna Knudsen.

Udvikling og omstilling

Når Ragna ser tilbage på de mange år som formand for ROFI, så fremhæver hun især to nøgleord, som har været ledetråde for hendes arbejde i foreningen - udvikling og omstilling.

- Jeg kan godt li at have ansvar og være med til at skabe udvikling og fremdrift. Det, jeg er mest stolt af i min tid i ledelsen i ROFI, er, at vi hele tiden har formået at sætte nye aktiviteter i værk og omstille os til nye vilkår og ønsker i lokalbefolkningen og hos vores mange brugere. Gennem årene har vi været nødsaget til at sige farvel til nogle af vores tilbud, fordi de ikke længere havde den nødvendige tilslutning. Til gengæld synes jeg, vi er lykkedes godt med at udvikle nye initiativer, der har appel til vores brugere i alle aldre. At drive forening og center i dag i vores målestok kræver, at du til stadighed er parat til omstilling til nye trends i samfundet. Og det går hurtigere og hurtigere på den front, skal jeg hilse og sige, understreger Ragna Knudsen.

Ud af et væld af eksempler på nødvendig omstilling og nye skibe i søen nævner Ragna her to fra hendes tid som formand for ROFI:

- For en halv snes år siden nedlagde vi vores bowlingcenter. Det var en nødvendighed, fordi bowling som idrætsgren for bredden i lokalbefolkningen efterhånden var sygnet hen. Af hensyn til økonomien i ROFI-Centret kunne vi simpelthen ikke forsvare at fortsætte med bowling. Det gjorde ondt, især fordi bowling var en kæmpesucces i årene efter, at det nye ROFI-center blev bygget.

Til gengæld blev det tidligere bowlingcenter indrettet til en ny, stor multisal, som dels blev helt afgørende for de flotte og tidssvarende rammer, vi har i dag i vores fitnesscenter, dels kan bruges til en lang række arrangementer af forskellig art, f.eks. møder og konferencer.

Det andet eksempel på nytænkning og omstilling, jeg gerne vil nævne i den sammenhæng, er vores Walkathon arrangement i oktober 2022. Altså, hvor man har mulighed for at gå en maraton eller en halvmaraton i den flotte natur i og omkring Ringkøbing i stedet for – som man jo normalt forbinder med maraton – at løbe. Med omkring 400 deltagere fra hele landet blev det en kæmpe succes, som i øvrigt vil blive gentaget i oktober i år, siger Ragna Knudsen.

Armene over hovedet
og søvnløse nætter

Hun understreger, at de ovenstående eksempler også er beviset på de følelser, der kan komme i spil, når man som formand har det øverste ansvar for en stor forening og et stort center, der er ”forsamlingshus” for talrige aktivitetstilbud og store og små arrangementer af enhver art i lokalområdet.

- Nogle gange kan man ”gå med armene over hovedet”, når der har været stor succes med et arrangement eller et nyt aktivitetstilbud. Til andre tider kan der være søvnløse nætter, hvis tingene ikke lige går, som man ønsker, og hvis man føler sig nødsaget til at træffe beslutninger, der ikke er så populære. Sådan er vilkårene ved at have ansvar. Det har jeg haft det godt med. Og heldigvis er eksemplerne på godt humør på grund af gode resultater i ROFI så langt i overtal for mig, siger Ragna Knudsen.

Kvinder i ledelse

Ragnas mangeårige forankring som formand for den lokale firmaidrætsforening har også sat sig spor i firmaidrætten på landsplan. Fra 2003 til 2019 var hun med i styrelsen i Dansk Firmaidræt - fra 2007 til 2019 som næstformand.

- Det var for mig nogle fantastiske år. Som næstformand var jeg bl.a. med i Idrættens Fællesråd og kom på den måde med ”helt ind i maskinrummet” - som det hedder nu om dage – i idrættens verden i hele landet. Det var en stor oplevelse at være helt tæt på den mangfoldighed, der er i den del af foreningslivet i Danmark.

En af mine store oplevelser via styrelsen i Dansk Firmaidræt var, da jeg var formand for styregruppen for ”Kvinder i Morgendagens Ledelse”. Vores formål var, at firmaidrætten skulle være en foregangsorganisation inden for dansk idræt, når det gælder ligestilling. I projektet valgte vi at prikke 12 kvinder på skulderen, som vi i styregruppen havde kigget ud. Vi involverede dem i processen og hørte, hvad de syntes, de manglede af ballast for at engagere sig. Mange kvinder skal lige have et skub – en personlig henvendelse - der fortæller, ”at det lige netop er dig, vi står og mangler”. Det blev en god succes og har trukket spor efter sig

I min optik bliver vi bedre til at skabe aktiviteter for begge køn og får mere nuancerede holdninger på bordet, hvis der er både mænd og kvinder i bestyrelser i foreningerne. Derfor skal vi arbejde for at give kvinder mere ballast og motivation til at gå ind i ledelse i bred forstand. Vi skal stræbe efter at skabe en god balance, men jeg går bestemt ikke ind for kønskvotering, og jeg synes, at hele debatten om ligestilling i f.eks. ledelser nogle gange kan blive lidt ”skinger”. Vi skal vælges på grund af kvalifikationer og ikke på grund af køn. Jeg vælger at tro, at det var derfor, jeg blev formand i ROFI og næstformand i Dansk Firmaidræt, siger Ragna Knudsen med et smil.

Samarbejde på bred front

Tilbage lokalt i ROFI med fokus på nøgleord, der beskriver Ragnas år som formand for foreningen, vælger hun gerne ordet samarbejde.

- I mine år som formand for ROFI har jeg, min bestyrelse og ledelsen i ROFI-Centret bestræbt os på at skabe et bredt samarbejde – ikke ”kun” med vores mange brugere og sponsorer, men også med andre foreninger og med kommunen. Det synes jeg, at vi er lykkedes godt med. Jeg vil i den sammenhæng gerne nævne to blandt de seneste eksempler:

Det ene er det samarbejde, vi har med RIF og Ringkøbing Tennisklub om etableringen og driften af padel tennisbanerne ved svømmehallen. Det andet eksempel er Ringkøbing Svømmehal, som vi nu til fælles bedste driver i en driftsaftale med Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi er stolte af, at vi har ansvaret for driften af svømmehallen og den store aktivitet, der er her for alle aldersgrupper, siger Ragna Knudsen.

Frivillighed og et
fantastisk personale

Hun understreger, at det har været et privilegium for hende at have været formand for ROFI i så mange år. Ragna fremhæver især to grunde til, at det har været ”super-gode år”.

- For det første: ROFI er egnens største motions- og idrætsforening. Det skyldes ikke mindst, at vi i vores udvalg har en stor stab af frivillige, der bærer vores tilbud i dagligdagen og også er parate til at føre nye tilbud ud i livet. Det er især i kraft af den store frivillige indsats, at vi gennem årene har været i stand til at være i front med nye aktiviteter inden for firmaidrætten i Danmark.

For det andet: Vi har et fantastisk personale i ROFI-Centret og i svømmehallen. Det er i kraft af personalet og den dygtige, daglige ledelse, at centret til daglig og til fest er egnens store forsamlingshus, der året rundt kan rumme et væld af aktiviteter og arrangementer – meget store, mindre og små i en stor sammenhæng. Vi har et center, der er rummeligt til alt muligt. Et center, hvor der hele tiden investeres i nye rammer, faciliteter og muligheder. Et center, der har en fornuftig drift og økonomi - trods de udfordringer, som foreningslivet og alle andre centre af vores art kan være udsat for.

Jeg synes, det sætter ROFI-centrets rummelighed og fleksibilitet i perspektiv, når vi f.eks. kan være ramme om en bankgeneralforsamling med 2.000 deltagere, og når vi i mere end et år fast kan lægge lokaler til et vaccinationscenter for en hel kommune, som det var tilfældet under coronaen, siger Ragna Knudsen.

Fakta om Ragna Knudsen i
ROFI og Dansk Firmaidræt

* ROFI

* 1991-1994: Medlem af ROFIs bestyrelse.
* 1990-2007: Formand for fitness udvalget.
* 1994-2007: Næstformand.
* 2007-2023: Formand.

* Dansk Firmaidræt

* 2001-2003: Suppleant til styrelsen.
* 2003-2007: Medlem i styrelsen.
* 2007-2019: Næstformand i styrelsen.
* Hæderstegn i firmaidrætten: 2001 Dansk Firmaidræts hæderstegn. 2015: Dansk Firmaidræts fortjensttegn. 2019: Dansk Firmaidræts guldnål.

----

 

  – Det har været et privilegium at være med i ROFIs bestyrelse i 31 år og formand i de 16, understreger Ragna Knudsen. 
ROFI-Centret er året rundt ramme om mange arrangementer – bl.a. den årlige julekoncert, som ROFI selv arrangerer. Til julekoncerten i december i år er Andrea Lykke på plakaten.  
  Ragna Knudsen foran egnens største forsamlingshus – ROFI-Centret.
Ragna Knudsen fik overrakt Dansk Firmaidræts guldnål af formand Peder Bisgaard, da hun i 2019 sagde farvel til næstformandsposten i Dansk Firmaidræt.