Paraderne er nede og fordommene lagt i skuffen:
HISTORISK MUSIKVIDEO FRA KULTUR-DANMARK
Hvad laver det kulturelle Danmark derhjemme under corona-krisen? Og hvad har landsholdsspiller Thomas Delaney til fælles med komiker Melvin Kakooza, Jacob Binzer (D.A.D) og kokken Claus Meyer?
I lyset af den tid, vi befinder os i og den dystre fremtid, som kulturen går i møde, har sanger Annette Heick søsat et projekt, hvor hun har rakt ud til gode venner, som beskæftiger sig med kunst og kreativitet for at vise danskerne, at kultur ikke bare er for nogle men er for alle.
- Det er i kulturen, vi skal finde glæde og sammenhæng, når alt andet omkring os falder fra hinanden, siger Annette, der har fået opbakning i sjælden grad.
Annette Heick, Jacob Binzer (DAD), kgl. operasanger Gert Henning Jensen, og Mark ”Lovestick” Falgren (Lukas Graham Band) har været i studiet sammen (hver for sig hjemme i egne stuer/hjemmestudier) og indspillet nummeret “Shallow” samt lavet en musikvideo på deres mobiltelefoner. Og resultatet kan nu opleves på de sociale medier.
Under hashtagget #KulturenByggerBro vil de fire sætte fokus på sammenhængskraften i dansk kultur - uanset om man er rockstjerne, operasanger, på den amerikanske hitliste eller musicalstjerne.
Koncertpianist Katrine Gislinge spiller ind over sidste omkvæd, og violinist Kim Sjøgren har en strofe med, men der er ikke kun tale om et musikalsk budskab. Udover de fire hovedpersoner, kommer vi igennem den 3 minutter lange video ud i alle hjørner af det kulturelle Danmarks-billede.
Kunstneriske personligheder, som hver især har haft indflydelse på dansk kulturliv har bidraget med hjemmeoptagede øjebliksbilleder.
På videoen ses:
Thomas Delaney, landsholdsspiller, som dribler hjemme på terrassen
Adam Price, forfatter og restauratør, som smager på dejen
Sarah Mahfoud, prof. bokser, der skyggebokser
Jakob Fuglsang, OL-sølvvinder, der cykler på børnecykel
Claus Meyer, madiværksætter, der laver mad hjemme i sit køkken
Kongelig solodanserinde, Ida Praetorius, og hendes bror Tobias Praetorius, der danser yndefuldt hjemme i køkkenet
Søren Østergaard, dir. Zirkus Nemo, som står og maler i sit sommerhus
Lisbet Lundquist, forfatter og skuespiller, der sidder og læser
Sara Blædel, forfatter, der sidder og skriver på sin næste roman
Rane Willerslev, dir. Nationalmuseet, der leger hulemand i haven med sin søn
Dak Wichangoen, køkkenchef Kiin Kiin, der laver mad
Bodil Jørgensen, skuespiller, der læser i Bibelen
Hassan Preisler, forfatter og radiovært, er sidder på toilettet
Cathrine Raben Davidsen, billedkunstner, der maler hjemme i sit atelier
Melvin Kakooza, der spiller på guitar
- Ingen tjener noget. Ingen forventer noget. Det er en hilsen fra kultur-Danmark, som fortæller, at “vi lever” og er der for hinanden og for danskerne… også på den anden side af Coronakrisen. Det er upolitisk og ukommercielt.
#KulturenByggerBro