Kulturen tilbage i ROFI-Centret


Kunstnere fra øverste hylde optræder i Green Sports Arena i de næste måneder – Anders Blichfeldt, Lars Hjortshøj, Thomas Varberg, Brian Lykke og Stig Rossen

På grund af coronaen har de seneste mange måneder været en stor udfordring for både arrangører af kulturarrangementer og for de kunstnere, der skulle fylde rammerne ud til glæde for publikum. Planlagte arrangementer er blevet aflyst på grund af de sundhedsmæssige retningslinjer, og nye initiativer er af samme grund sat på pause.

Men nu er dagligdagen ved at vende tilbage stort set uden restriktioner for større forsamlinger. Det betyder bl.a., at folk på Ringkøbingegnen og andet godtfolk igen kan glæde sig til store kulturarrangementer i ROFI-Centret. Med Green Sports Arena som den brede ramme kan ROFI-Centret i resten af 2021 byde publikum på kunstnere fra den øverste hylde og i forskellige genrer - Anders Blichfeldt, Lars Hjortshøj, Thomas Varberg, Brian Lykke og Stig Rossen i nævnte rækkefølge.

- De seneste mange måneder med lange lukkeperioder har været hårde for kulturen – også den brede og folkelige kultur. Derfor er vi glade for, at vi i de næste måneder kan gennemføre tre store kulturarrangementer i Green Sports Arena med kunstnere i genrer, der har appel til et publikum i alle aldre, siger leder af ROFI-Centret, Per Lange Andersen.

Soloshow med Anders Blichfeldt

500 mennesker oplevede i december 2020 sangeren, guitaristen og komponisten Anders Blichfeldt til en fantastisk julekoncert i Green Sports Arena. Da var han ledsaget af både kor og orkester. Lørdag den 2. oktober 2021 er Anders Blichfeldt på scenen samme sted med et soloshow, hvor han tager publikum med på sin livsrejse, både den musikalske og den personlige.

Den musikalske del af showet byder bl.a. på de kendte sange fra Anders Blichfeldts tid med ”Big Fat Snake”.

Comedy Night i november

”Comedy Night” er heller ikke en ukendt ”størrelse” i ROFI-Centret palette af årlige kulturarrangementer. I 2019 overværede ikke færre end 950 mennesker et festligt show med stand-up komikerne Christian Fuhlendorff, Ruben Søltoft og Andreas Bo.

Lørdag den 6. november 2021 kan publikum opleve tre andre sværvægtere inden for stand up komikken på scenen i Green Sports Arena. Det er Lasse Hjortshøj, Thomas Varberg og Brian Lykke, der alle tre er landskendte i mange forskellige sammenhænge i deres branche.

Stig Rossen tilbage
med julekoncert

I uafbrudt seks år lagde sangeren og entertaineren Stig Rossen vejen forbi ROFI-Centret på turneen rundt i landet med sine populære og meget velbesøgte julekoncerter. Efter en pause i 2020 vender Stig Rossen fredag den 3. december 2021 tilbage til Green Sports Arena med en koncert, der både i opsætning og indhold bringer publikum i den gode julestemning.

I år er det 27. gang, at Stig Rossen med sin julekaravane, der er indbegrebet af traditioner, hygge og nærvær, drager land og rige rundt. Med på turneen i år har han – ud over sit dygtige orkester og kor – i år Johanne Milland som gæstesolist. Hun er sammen med Stig Rossen bl.a. også med i efterårets storslåede opsætning af den danske musicalsucces ”Atlantis”.

Sikkerhed og tryghed

Selv om corona restriktionerne også for større kulturarrangementer stort set er ophævet, så vil ROFI dog ikke gå på kompromis med sikkerhed og sundhedsmæssigt forsvarlige retningslinjer for publikum ved de kommende kulturarrangementer.

- Heldigvis har vi rigtig mange kvadratmeter at gøre godt med i Green Sports Arena (hal 1) og de tilstødende indgangs- og opholdsarealer i ROFI-Centret. Så vi kan sikre publikum en sikker, tryg og god oplevelse, siger centerleder Per Lange Andersen.

-----

Læs mere om arrangementerne på ROFIs hjemmeside www.rofi.dk Her kan man også booke billetter til arrangementerne.

Flere oplysninger:

Leder af ROFI-Centret, Per Lange Andersen, tlf. 3056 0630.