Frivillighed, fællesskab og fornyelse


Generalforsamling i ROFI

Frivillighed, fællesskab
og fornyelse

- Pejlemærkerne vil være frivillighed, fællesskab og fornyelse.

Det understregede formanden for ROFI, Kim Grøn Hansen, i sin beretning på foreningens generalforsamling den 21. marts i ROFI-Centret. De tre pejlemærker skal være i fokus, når ROFI i efteråret 2024 inviterer alle udvalgsmedlemmer i foreningen til en udviklingsworkshop.

 - Her skal der brainstormes på, hvordan vi kan gøre langt flere opmærksomme på de helt fantastiske aktiviteter, foreningen allerede tilbyder, og ikke mindst hvilke nye aktiviteter vi kan tilføre, pointerede Kim Grøn Hansen.

Dansk Firmaidræt på landsplan har valgt tre områder og målgrupper for sin udviklingsstrategi – FORENINGER og frivillige, ARBEJDSPLADSER og kollegaer, UDDANNELSESINSTITUTIONER og unge frem til 2027.

En lokal strategi

- Dansk Firmaidræts strategi 2027 passer godt til ROFI. Jeg er sikker på, at vi sammen kan komme frem til en lokal strategi, som både vil læne sig op af Dansk Firmaidræts strategi og samtidig skubbe os alle her i foreningen i en positiv retning. Måske vil vi fordele vores lokale fokus og kræfter lidt anderledes, men langt hen ad vejen er jeg sikker på, at vi vil det samme som firmaidrætten på landsplan, understregede formanden.

Han nævnte i samme forbindelse, at ROFI – som det har været tilfældet nærmest altid – også i dag er godt repræsenteret i Dansk Firmaidræt på landsplan. Næstformanden i ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen, er med i bestyrelsen for Dansk Firmaidræt, og formanden for ROFIs skydeudvalg, Jan Thorsted, er også frontfigur i skydning på landsplan.

Et underskud, men
bedre end forventet

I sin beretning oplyste Kim Grøn Hansen, at ROFI kom ud af 2023 med et underskud på 63.000 kr.

- Det er aldrig tilfredsstillende at have et underskud. Men resultatet er noget bedre end forventet og budgetteret for 2023. Så vi er meget tilfredse med det arbejde, der er gjort for at mindske underskuddet. I budgettet for 2024 vil vi også forvente et underskud – på 275.000 kr. Energipriserne er faldet, ja, men langt fra niveauet før corona og krig. Det samme gælder aktiviteterne i vores haller og andre lokaler. Det er en udfordring, som vi skal tage seriøst. Vi kan ikke vente på, at tingene bliver ”normale” igen. Vi skal handle. Vi skal øge aktiviteten i huset og antallet af medlemmer. Det er et arbejde, vi ønsker at få alle med i, når vi mødes til workshop i efteråret, sagde Kim Grøn Hansen.

I beretningen nævnte formanden bl.a. også, at ROFI-Centrets anneks, som i et par år blev brugt til vaccinationscenter, i løbet af 2023 er færdigrenoveret, så det står flot både ude og inde, og at ovenlysvinduerne i hal 1 (Green Sports Arena) er udskiftet i løbet af året.

Store arrangementer

Kim Grøn Hansen understregede si sin beretning, at der også i 2023 har været store arrangementer af forskellig art i ROFI.

- Jeg er stolt af forskelligheden i vores arrangementer. Vi vil gerne være et hus for alle, og opbakningen til vores store arrangementer fortæller mig, at vi lykkes lige præcist med det, sagde han.

Formanden afsluttede sin beretning med en stor tak til bl.a. foreningens samarbejdspartnere og sponsorer og til Ringkøbing-Skjern Kommune og Dansk Firmaidræt for et godt samarbejde.

 

  Kim Grøn Hansen aflagde sin første beretning som formand for ROFI, efter at han for et år siden overtog formandsposten efter Ragna Knudsen. 
ROFI kom ud af 2023 med et underskud på 63.000 kr., men det var mindre end forventet.  
  Der var i formandsberetningen en stor tak til det dygtige og kompetente personale i ROFI-Centret for indsatsen. På billedet er to repræsentanter for personalet, som deltog i generalforsamlingen. Det er Jytte Larsen (tv) og Lisbet Skovgaard, der begge arbejder i ROFI-Centrets administration og reception.