Eskild Ebbesen inspirerer og motiverer i ROFI Fitness


Lørdag den 2. oktober er der åbent hus i ROFIs fitnesscenter med gratis adgang for alle aktive medlemmer, der bl.a. kan møde Eskild Ebbesen fra ”Guldfireren”

Eskild Ebbesen har været med til at vinde OL-guld tre gange i den legendariske ”Guldfirer” i letvægtsroning. I tilgift har han været med til at vinde OL-bronze to gange, VM-guld seks gange, VM-sølv to gange, og han blev i 2017 optaget i dansk idræts Hall of Fame.

Så det er en af de allerstørste personligheder inden for dansk eliteidræt, man kan møde i ROFI-Centret lørdag den 2. oktober, når ROFI Fitness holder åbent hus fra kl. 8.00-13.00. Alle aktive medlemmer i ROFI Fitness har gratis adgang til arrangementet, mens ikke-medlemmer skal betale 200 kr. for at deltage.

Under åbent hus arrangementet holder Eskild Ebbesen foredrag med titlen ”Motivation til en sund livsstil” fra kl. 10.00 til 11.30. Efter foredraget står han til rådighed i fitnesscentret med bl.a. gode tips til træning i romaskinerne. Men der er også meget andet godt at opleve i de fem timers åbent hus. F. eks. kan deltagerne i arrangementet stifte bekendtskab med 19 af de fitnesshold, som ROFI Fitness udbyder til sine medlemmer.

Derfor åbent hus

- Der er flere formål med åbent hus arrangementet, fortæller lederen af ROFIs Fitnesscenter, Ulla Birkmose.

- For det første vil vi gerne give vores mange medlemmer en god oplevelse som en tak for deres tålmodighed og opbakning i den lange periode, hvor vi har været nødsaget til at holde lukket for træning og samvær på grund af corona.

For det andet vil vi gerne på en sjov måde inspirere og motivere vores mange brugere til at fortsætte deres træning efter en hård og træls periode. Det kan være lidt tungt at komme i gang igen.

Og for det tredje vil vi naturligvis også gerne inspirere og motivere andre til at blive medlemmer og dyrke fitness med de mange muligheder, vi kan tilbyde, både på hold og individuelt, understreger Ulla Birkmose.

Under arrangementet kan man f.eks. også møde Lisette Andersen, der er personlig træner i ROFI Fitness, og få gode råd om og inspiration til, hvordan man kan få personlig opvartning i sin træning og kostvaner.

Tilmelding

For både medlemmer og ikke-medlemmer er tilmelding til åbent hus arrangementet nødvendigt. Tilmelding her hvor man også kan se det fulde program for dagen.