- God motion. Skønt vejr. Flot natur. Dejlige mennesker på ruten. Betjeningen ved depoterne helt i top. Jeg kommer igen næste år.
Så kort og rammende betegnede Brian Meldgaard fra Skjern sine oplevelser, da han kom i mål i ROFI-Centret, efter at han lørdag den 5. oktober for første gang havde deltaget i ROFI Walkathon og tilbagelagt en halv maraton på de 21 km.
Og Brian og alle andre vandreglade fra nær og fjern kan godt begynde at glæde sig. ROFI har besluttet, at ROFI Walkathon skal gentages den første lørdag i oktober i 2025. Det er lørdag den 4. oktober.
Mange frivillige
- Nu har vi for tredje år i træk haft stor tilslutning fra nær og fjern af deltagere til ROFI Walkathon. Så er der alt mulig grund til, at vi gentager arrangementet i oktober 2025. Når vi kan gøre det, skyldes det især, at vi har en stor stab af frivillige, der både i planlægning, forberedelse og på selve dagen er villige til at tage nogle tørn. Vi skylder dem alle en stor tak, understreger næstformanden i ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen, der sammen med lederen af ROFIs fitnesscenter, Ulla Birkmose, var tovholder på ROFI Walkathon 2024.