Hun har stået på scenen i ROFI-Centret i Ringkøbing flere gange og givet sit hjemmepublikum mange dejlige oplevelser med sit sangtalent. Men fredag den 8. december 2023 står Andrea Lykke alene på scenen i ROFI-Centret som solist med sin helt egen julekoncert – akkompagneret af seks musikere.
I henholdsvis 2016 og 2022 optrådte Andrea Lykke i ROFI-Centret sammen med Stig Rossen i fantastiske koncerter med titlen ”Drømmeduetter”. I 2018 var der også et talstærkt publikum i centret, da Andrea var gæstesolist i Stig Rossens julekoncert turné rundt i Danmark. Men i december 2023 får ringkøbingensere og andet godtfolk altså mulighed for at høre hende, der jo har sine rødder i Ringkøbing, synge julen ind alene som solist.
- I lang tid har vi håbet på og arbejdet på at få Andrea Lykke til en julekoncert solo i Ringkøbing. Vi ved, at det har været et stort ønske hos ikke mindst vores trofaste julekoncert publikum, og vi er glade for, at vi nu kan præsentere Andrea som vores gave til en bred skare af musikelskere her på egnen, siger lederen af ROFI-Centret, Per Lange Andersen.
Med sine blot 25 år har Andrea Lykke allerede opnået stor succes på danske musik- og teaterscener. Senest da hun debuterede med den bærende hovedrolle i musicalen ”The Bodyguard”, hvor hun fik mange anmelderroser for sin fantastiske præstation.
Andrea glæder sig til at komme hjem til Ringkøbing og synge julen ind, akkompagneret af sine seks musikere. Koncerten byder både danske og engelske juleklassikere, og Andrea vil også fortolke en række af de nyere julesange. Når hun optræder med sin enestående stemme, er der garanti for både gåsehud og julestemning.
Billetsalget til julekoncerten med Andrea Lykke er åbent.