To flade, en rund og mange flere rigtige mænd


”To flade og en rund” var det lidt spøjse navn på et af de 25 hold, der på Grundlovsdag og Fars Dag om aftenen deltog i Rigtige Mænd løbet i Ringkøbing med ROFI som arrangør. Ved nærmere eftersyn og med en uddybende forklaring gav navnet mening for holdet, der bestod af far og to sønner med efternavnet Korshøj fra Vorgod-Barde.

Det nærmere eftersyn afslørede naturligt nok, at far Vagn alderen i betragtning og trods særdeles god fysisk form var ”den runde” på holdet, og at sønnerne Danny og Jannik i korpus var ”de flade”. Forklaringen på, at far og sønner var med til Rigtige Mænd løbet var enkel og ligetil.

- Mine to sønner har givet mig deltagergebyret i Fars Dags gave. Det er en god måde at være sammen på, og vi har haft det rigtig sjovt undervejs. Og så giver det jo lige noget ekstra at konkurrere med andre hold i nye og spændende opgaver på en aften med så flot vejr, understregede Vagn Korshøj på familiens vegne over for ROFI-Nyt efter løbet.

Rigtige Mænd løbet var et stjerneløb for 3-mands hold med syv sjove og udfordrende teamopgaver på en rute på ca. 10 km med udgangspunkt fra ROFI-Centret og på lokaliteter forskellige steder i Rindum-området. De tre mand på hvert hold fulgtes ad til teamopgaverne – to på cykel og en på løbeben.

En rigtig glad tovholder

Næstformand i ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen, der var ROFIs tovholder på arrangementet, var en rigtig glad mand under og efter løbet.

- Det har været en fantastisk succes. Vi er tilfredse med 25 deltagende hold, der kom fra hele Ringkøbing-Skjern kommune, og fra Holstebro, Aalborg og Aarhus. Hele vejen igennem var der godt humør og stor entusiasme blandt deltagerne. Det var naturligvis et ekstra plus, at vi blev tilsmilet af det flotte sommervejr. Mange af holdene har givet udtryk for, at det var et fedt arrangement, og at de gerne kommer igen næste år. Hvis der er opbakning til det, arrangerer vi Rigtige Mænd løbet igen i 2019, siger Thomas Andersen, der også har stor ros til de mange frivillige fra ROFI, der var med til at sørge for den gode afvikling af løbet.

God værkstedshumor

Navnene på de deltagende hold i Ringkøbing denne skønne juniaften afslørede, at Rigtige Mænd løbet bl.a. handler om god motion, godt socialt samvær og ikke mindst god værkstedshumor og godt humør. Her er nogle af navnene på holdene:

* Team Fars Krop
* De Blå Smølfer
* Daddys Dream Team
* Team Tankvogn
* Team Charlottes Vilje
* Vild i varmen
* Team Patchwork
* Rigtige vestjyder
* De helt rigtige mænd
* To flade og en rund

Rigtige Mænd løbet blev afviklet samtidig i 21 byer i Danmark med i alt ca. 1.900 deltagere – heraf altså 75 på 25 hold i Ringkøbing. Løbet er en del af Rigtige Mænd projektet (kendt fra DR), som Dansk Firmaidrætsforbund, DR MakeitBee Production og Syddansk Universitet står bag.

  Familien Korshøj med to flade og en rund. Fra venstre Danny, Vagn med dækket, der blev brugt i en af opgaverne, og Jannik. Danny arbejder til daglig som butiksassistent i Din Tøjmand i Videbæk. Vagn er faglig sagsbehandler i 3F i Ringkøbing-Skjern, og Jannik arbejder som pædagog i en børnehave i Astrup.
Familieholdet Team BL lige før starten på Rigtige Mænd løbet. Holdet bestod af fra venstre Bjarne Birkmose, Steffan Birkmose og Jesper Larsen.  
  Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing havde tre hold med elever og lærere med til Rigtige Mænd løbet. Ud over at have det sjovt gjaldt det vist nok også den efterfølgende håneret mellem elever og lærere om, hvem der kom hurtigst gennem opgaverne.
Der var også juridisk bistand i Rigtige Mænd løbet. Advokatfirmaet Thorninger deltog med et hold, der bestod af advokaterne Jens Erik Pedersen (tv) og Allan Sørensen (i midten), der begge er indehavere af firmaet, og advokatfuldmægtig Kåre Thomey.   Babyer og mødre i det varme vand
  Ringkøbing Brandmandsklub, der består af deltidsansatte brandfolk ved Falck, deltog med to hold i løbet. Brandmændene gennemførte trods sommervarmen løbet hele vejen igennem i fuld udrustning. Det vakte stor respekt hos de øvrige hold og understregede, at rigtige brandmænd altid er klar til at rykke ud. De havde i øvrigt medbragt brandbilen, så de var klar til hurtig udrykning.
Deltagerne i løbet skulle igennem syv sjove og udfordrende opgaver i løbet på en rute på ca. 10 km, hvor de bl.a. blev udfordret på samarbejde, fysik og holdånd.  
  En af opgaverne i løbet hed ”Edderkoppen”. Den drejede sig om at komme godt igennem et edderkoppespind med bind for øjnene og sand i hænderne. Her er Johan fra holdet ”Charlottes Vilje” fra Skjern på vej igennem forhindringen, der var placeret ved Ringkøbing Gymnasium og VUC.
ROFI havde mange frivillige i sving til at betjene deltagerne rundt på de forskellige poster. Her er to af de frivillige - Ove Christensen (tv) og Jens Cordius.  
  En af opgaverne var bobslædekørsel på græs og sækkeløb, der blev afviklet på et areal i Rindum Mølleby. Her har holdet ”Velling Dudes” gennemført opgaven.
Næstformand i ROFIs bestyrelse, Thomas S. Andersen, der var tovholder på planlægningen og gennemførelsen af løbet, var en rigtig glad mand. - Det har været en kæmpe succes, understregede han efter løbet.  
  Deltagerne i løbet skulle på en strabadserende tur med gummidæk og sandposer under bl.a. et feltnet.
Præcisionsskydning med bazooka (med golfbolde som ammunition) var en af opgaverne. Her er holdet ”Daddys Dream Team” fra Holstebro i gang på boldbanen ved ROFI-Centret.  
  Humøret var højt blandt deltagerne både under og efter løbet, og alle fik en medalje for indsatsen. Her ses fra venstre Bimme Andersen, Jan Amby og Erland Nørgaard, der sammen udgjorde holdet ”Smørklatten”. Navnet hentyder til, at de alle bor på Smørblomsten i Rindum.
Det vigtigste var ikke at vinde. Men når rigtige mænd er på banen, går der naturligvis også lidt konkurrence i det, og holdet ”Team Power” var hurtigst på ruten med de syv opgaver. De gennemførte ruten på imponerende 1 time og 19 minutter. Teamet repræsenterede firmaet Leggodt A/S, der er et grossistfirma i legetøj med tilholdssted i de tidligere Velfac-bygninger i Ringkøbing, og bestod af fra venstre Eilif Lytje, Kristian Bjerregaard og Peter Buch. – Det er et fantastisk spændende arrangement. Vi bakker op om gode lokale initiativer og deltager gerne igen næste år. Vi vil forsvare guldet, sagde Eilif Lytje til ROFI-Nyt.