Åbningsstævne i petanque


Forår over åbningsstævne
i petanque ved ROFI-Centret

Der var trængsel på banerne ved ROFI-Centret, da ROFI Petanque lørdag den 7. april var vært for det årlige åbningsstævne inden for DGI Vestjylland. Stævnet markerer, at foråret er kommet, og at der nu officielt er åbnet for sæsonens turneringer i petanque i det vestjyske.

Ikke færre end 60 spillere fra 10 klubber deltog i stævnet, der efter en ret træls og lang vinter bød på dejligt forårsvejr over de 15 baner ved ROFI-Centret. Ca. 20 af de 60 spillere var fra den arrangerende klub.

Alle spillere fik hver fem kampe under stævnet og med skiftende makkere fra kamp til kamp og på tværs af klubber, hvilket understreger, at der først og fremmest lægges vægt på det sociale samvær. Men naturligvis kæmpes der også om de bedste placeringer, og her var spillere fra ROFI Petanque så ”ugæstfrie”, at de besatte de tre øverste pladser. Jørn Østerby blev nr. 1 med fem sejre og en score på plus 46 points. Alfred Korsholm blev nr. 2 med fem sejre og plus 41 points, mens Hans Hansen besatte tredjepladsen med fem sejre og en score på plus 35 points.

Medlemmerne af ROFI Petanque spiller hver tirsdag og torsdag fra kl. 14 på banerne ved ROFI-Centret. I denne sæson har klubben desuden fem hold med i fire rækker i den løbende turnering inden for DGI Vestjylland.

 

  En af ROFI Petanques deltagere i åbningsstævnet, Ole Lysgaard, kaster ud.
Med 60 deltagere var der fyldt godt op på banerne ved ROFI-Centret under åbningsstævnet.